Formål

Mål på småbørnsområdet:

At alle 0– 6-årige børn udvikler et alderssvarende og velfungerende talesprog samt viser interesse for og eksperimenterer med skriftsproget. Samt, at alle børn udvikler sig optimalt i forhold til opmærksomhed, samspil og kommunikation.

Derfor bestræber vi os på småbørnsområdet på:

  • At sundhedsplejen, dagplejen, dagtilbud, forvaltning og forældre i fællesskab sørger for at skabe en målrettet og sammenhængende sprog- og literacyindsats.

  • At sundhedsplejen, dagplejen og dagtilbud understøtter og understreger den betydning forældre har for deres børns sprog- og literacyudvikling ved løbende at tilbyde samarbejde, rådgivning og inspiration.

  • At aktiviteter, som fremmer den sproglige udvikling, tænkes ind i alle hverdagens aktiviteter, temaer og arbejdet med de pædagogiske læreplaner.

  • At der iværksættes en sprogvurdering af alle børn i alderen 2 år og 10 måneder til 3 år og 4 måneder med det formål at give forældre, dagplejere, pædagoger og lærere indblik i barnets sprogudvikling og forudsætninger for en god literacy-udvikling.

  • At resultaterne af sprogvurderingerne og den pædagogiske læreplan supplerer hinanden og danner grundlag for tilrettelæggelsen af den pædagogiske indsats over for børnegruppen og det enkelte barn.

  • At sikre kompetenceudvikling hos medarbejderne, så de i endnu højere grad kan styrke børns sprog og forudsætninger for læring/læsning i skolen, herunder at de udvikler bevidsthed og viden om børns sprog og sammenhængen mellem tale- og skriftsprog.

  • At alle institutioner har en sprogansvarlig/sprogpædagog, der i samarbejde med dagtilbudsledelsen og de øvrige medarbejdere medvirker til et styrket fokus på sprog og sprogudviklende aktiviteter i hverdagen og i de øvrige læreplanstemaer.

  • At der er sammenhæng i sprogindsatsen mellem hjem, vuggestue/dagpleje, daginstitution og indskoling.