Tematisk sprogarbejde

Tematisk sprogarbejde udgør en god ramme for børns sprogtilegnelse. Ideen med tematisk sprogarbejde er, at man arbejder struktureret med udvalgte sproglige områder og med afsæt i et tema; f.eks. skoven, kroppen, bogstaver, tal, figur, eller dyr.

 

De voksne retter børnenes fokus på temaet i hverdagens rutiner. Aktiviteterne planlægges ud fra konkrete mål og med udgangspunkt i temaet. Man kan f.eks. bruge SMTTE-modellen til at planlægge et tema.

 

I planlægning af tematisk sprogarbejde kan man integrere sprogarbejde i andre læringsområder i daginstitutionen. Hermed kan man skabe forbindelse mellem de forskellige læreplanstemaer.

 

Overordnet set udgør tematisk sprogarbejde en god ramme for et alsidigt arbejde med sprog. Denne form for sprogarbejde er især kendetegnet ved at:

 

  • øge kvaliteten af læring ved målrettet strukturering
  • give barnet mulighed for eksplicit at lære om sprog
  • fokusere på enkelte sproglige områder
  • inddrage tidlige læse- og skriveforudsætninger
  • skabe en indholdsrig læringsramme for arbejdet med sprog
  • kunne forbinde de forskellige læreplanstemaer

 

Kilder: www.sprogpakken.dk

Et tematisk sprogarbejde kan bestå af følgende: valg af tema, planlægning, udførelse og forældreinddragelse (se vedhæftet ark om tematisk sprogarbejde).

 

Tema

  • Vælg et konkret og afgrænset tema. Temaet skal fange børnenes interesser. Tag udgangspunkt i hverdagens temaer, som f.eks. kost og køkkenting, eller kroppen.

 

Planlægning

  • Lav en plan for temaarbejdet, f.eks., at temaet skal vare to uger.
  • Planlæg aktiviteter dagligt.
  • Aktiviteterne kan tage udgangspunkt i den daglige struktur, f.eks. i forbindelse med samling, tur ud af huset, at være i forskellige funktionsrum osv.
  • Vælg aktiviteter der understøtter forskellige sproglige områder, som f.eks. kan være ordforråd, udtale, lytteforståelse, fortællinger, eller sætningsdannelse.

 

Udførelse

  • Opbyg en fast rutine omkring arbejdet med temaet, f.eks. en fællessamling med et fast ritual: start med en goddag sang/navneremse og afslut med en sang eller remse for at markere samlingens afslutning.
  • Børnene præsenteres for leg, genstande, sange osv.
  • Gentag de samme aktiviteter igennem forløbet.

 

Forældreinddragelse

  • Informer forældrene om temaet.
  • Sæt billeder op fra temaet.
  • Foreslå forældrene at tale om temaet derhjemme.