0-3 år

Den sproglige udvikling hos normalthørende børn i alderen 0-3 år

Her kan du læse om det normalthørende barns sproglige udvikling i alderen 0–3 år. Du kan også finde ideer til, hvordan du kan støtte dit barns sproglige udvikling.

Pointe

  • Nærværet mellem dig og dit barn er altafgørende for dit barns sproglige og kommunikative udvikling. Derfor er det en god ide at lægge mobilen væk, når du er sammen med dit barn.
  • Det kan være svært for dit barn at få ´øre´ på alle de mange lyde i vores sprog. Derfor er det godt, at støjkilder som radio og fjernsyn ikke kører uafbrudt.

Det er vigtigt at huske på, at børn udvikler sig forskelligt og med forskellig hastighed. Der er derfor ikke nødvendigvis grund til bekymring, hvis dit barn ikke følger den udvikling, der er beskrevet her.

I beskrivelsen af børns sproglige udvikling nævnes udviklingstrin, som har med barnets motoriske, kognitive, følelsesmæssige og sociale udvikling at gøre. Det skyldes, at alle udviklingsområder hænger nøje sammen og derfor ikke kan skilles ad.

Børn med cochlear implantat (CI) følger de samme udviklingstrin som hørende børn, men er typisk en smule forsinket i forhold til deres alder.

Dit barns sprog 0-3 år

Vidste du, at dit barn ved fødslen

  • allerede har ´arbejdet´ med sprog i flere uger?
  • kan skelne mellem forskellige sproglyde?
  • selvom det endnu ikke selv kan tale, lægger mærke til en række kendetegn ved det sprog, som forældrene taler? Hvordan lyder det? Hvordan er sproget opbygget?
  • tidligt kan kende deres modersmål og foretrækker at lytte til det frem for andre sprog?
  • foretrækker at lytte til tale-henvendt til børn, som er den særlige, lidt overdrevne måde voksne ofte taler til helt små børn på, hvor tonelejet stiger i slutningen af sætningen?

Vidste du, at dit barn, når det bliver 9 måneder, kan

  • tage initiativ til kontakt?
  • forbinde lyde med ting? F.eks. hunden, der gør eller telefonen, der ringer
  • reagere på sit eget navn og ”far” og ”mor”?
  • kopiere andres lyde og sprogtoner?
  • udtrykke følelser på forskellig måde? f.eks. ved at le, klappe, vende hovedet væk eller skubbe en genstand væk?

Dit barns sprog

Det lille barn har behov for at udvikle sig til et sprogstærkt og kommunikerende menneske. Som forælder har du afgørende betydning for, at dit barn udvikler sit sprog og skriftsprog. Nedenfor findes en pjece med ideer til, hvordan du kan støtte dit barns sprog- og literacyudvikling.

 

Rådgivning og vejledning

Det er vigtigt at være opmærksom på, om dit barn har behov for ekstra støtte til sin sprogudvikling. Hvis du er i tvivl, om dit barns sprog udvikler sig, som det skal, kan du i første omgang tale med din sundhedsplejerske eller med de pædagoger, der er omkring dit barn i hverdagen. Du kan også få uforpligtende rådgivning og vejledning fra talehørekonsulenterne i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) på Børne- og Familiecenteret. Du kan finde deres kontaktoplysninger her på børne- og familiecentrets hjemmeside.

Hvis talehørekonsulenten vurderer, at der er behov for mere hjælp, skal dit barn henvises til PPR. For information om procedurerne, læs her.