Forståelsesvanskeligheder

Den meget forenklede ligning for læsning er: Læsning = Afkodning x Forståelse. Altså omfatter læsefærdighed to hovedelementer. Det ene er afkodning, som er identifikation af de enkelte ord. Det andet er forståelse, hvilket betyder, at tekstens forestillingsindhold gendannes på basis af de afkodede ord.

Nogle elever med forståelsesproblemer kan have en uproblematisk afkodning ofte kaldet tekniske læsere. Disse elever behøver ikke hjælp til afkodningsdelen, men de har behov for hjælp til at forstå teksten. For at kunne forstå en tekst kræver det at eleven har:

  • Et godt ordkendskab
  • Evnen til at bruge sin forhåndsviden
  • Evnen til at danne inferenser
  • Kendskab til teksters genrer og struktur
  • Strategier til at styre udbyttet af sin læsning.

Fra 4. - 5. klassetrin vokser kravene til sprogforståelse i læsning, og teksterne bliver mere komplekse. Derfor viser forståelsesvanskeligheder sig ofte, når eleven er på mellemtrinnet.

Alle elever skal undervises i læseforståelsesstrategier, men i særdeleshed de elever, der har problemer med det, skal undervises konkret i det.

Samtaler om læsning og skrivning støtter forståelsen. Metoder som dialogisk læsning, kooperativ læring og reciprok undervisning understøtter udviklingen af elevernes læseforståelse.

Læs mere om læseforståelse i afsnittet om læseforståelsesstrategier her

Elever med tekstforståelses-vanskeligheder kan have problemer med arbejdshukommelsen.