Læsning 3. - 9. klasse

Den fortsatte læsning

Den fortsatte læsning på mellemtrinnet og i udskolingen er præget af, at fokus gradvist skifter fra læseindlæring til, at eleverne kan bruge deres læsefærdigheder til læring i fagene.

I løbet af mellemtrinnet og i særdeleshed i udskolingen arbejdes der med tekster på et mere abstrakt og kompliceret niveau. Ud over at kunne genfortælle og forstå en tekst, skal eleverne i højere og højere grad kunne reflektere og drage konklusioner samt relatere teksters indhold til andre temaer, personlige erfaringer og andre menneskers liv og vilkår. Evnen til at kunne læse kritisk opøves.

Når eleven kommer på mellemtrinnet forventes det, at afkodningen er mere eller mindre automatiseret, og fokus flyttes nu på, at eleven opøver en aktiv læseindstilling og en god læseforståelse, og det kræver et godt ordforråd, en god syntaktisk forståelse og et godt genrekendskab samt evnen til at kunne læse mellem linjerne.

I udskolingen øges kompleksiteten i teksterne og teksttyperne, hvilket stiller større krav til, at eleven kan vælge hensigtsmæssige læse- og forståelsesstrategier.

Alle elevens lærere har ansvaret for elevens fortsatte læseudvikling. Faglærernes ansvar er, at eleven bevidst arbejder med at etablere gode faglige læsevaner. Opgaven er bl.a., at der arbejdes med ordforråd, forforståelse og læseforståelse, og det anbefales, at der arbejdes med strategier omkring før læsning, under læsning, og efter læsning. (se afsnit om faglig læsning).

Generelt om læsning ift. at læse for at lære

I begyndelsen af 3.-6. klassetrin er elevens afkodning ved at være mere eller mindre automatiseret. Gennem forløbet 3.-6. klasse er fokus at udvikle og bevare en aktiv læseindstilling. 

  • Eleven bevarer og udvikler læse- og skrivelyst
  • Eleven får oplevelser af at læsning giver viden
  • Eleven bruger læse- og skrivefærdigheder i alle fag
  • Eleven møder flere teksttyper
  • Eleven udvikler en aktiv læseindstilling
  • Eleven udvikler et godt ordforråd, syntaktisk forståelse og kendskab til tekster
  • Eleven bruger sin viden om verden og viden om tekster bevidst
  • Eleven danner inferens (læser mellem linjerne)
  • Eleven regulerer sine læseforståelsesstrategier

I 7.-9 klasse stilles der i høj grad krav til læsningen, da eleverne møder mange nye fag. Det handler meget om at forstå og at bruge teksterne i udskolingens mange fag. Læsningen bliver mere kompleks i og med, at mængden af informerende tekster stiger.

  • Eleven skal i høj grad læse for at lære
  • Eleven kan vælge hensigtsmæssige læseteknikker
  • Eleven kan vælge hensigtsmæssige læseforståelsesstrategier
  • Eleven er aktiv i arbejdet med at lære faglige ord og begreber
  • Eleven skelner mellem forskellige teksttyper og retter læseformål derefter
  • Eleven danner inferens (læser mellem linjerne)
  • Elevens bruger aktivt sin viden om sprog og kommunikation
  • Eleven kan bruge elaboreringsstrategier til at konsolidere viden