Skrivning/fremstilling 3. - 9. klasse

Den almindelige læse- skriveudvikling

Læsning er en sammensat proces, og meget forenklet kan man beskrive læseprocessen som en formel, hvor læsning er et produkt af afkodning, forståelse og motivation.

Læsning = Afkodning x Forståelse x Motivation

Ligesom afkodning og forståelse skal følges ad, når man taler om læsning, øges bevidstheden aktuelt i Danmark om at forstå læsning og skrivning som et samlet hele. Tidligere leder af Nationalt Videncenter for Læsning, Klara Korsgaard, udtrykker fx, at:

der er to veje ind i skriftsproget – den ene er læsning, den anden er skrivning – og de to veje supplerer hinanden.”  

Med skrivning menes ikke skønskrift, men skrivning som en kommunikativ handling. Klara Korsgaard siger yderligere:

”Skrivning har den fordel, at barnet lyderer sig frem til de enkelte bogstaver i det ord, han eller hun gerne vil skrive, og dermed bliver opmærksom på, hvordan det staves. Samtidig er ordet ét, som barnet selv har valgt at skrive, og det har betydning for motivationen.” 

Fremstilling

Ved hjælp af skrift, tale, billeder og lyd skal eleven kunne fremstille mono- eller multimodale tekster.

Færdigheds- og vidensmål vedr. fremstilling

I fælles mål opstilles færdigheds- og vidensmål tilpasset de enkelte faser.

Efter 4. klasse:

Fase 1: Eleven kan udtrykke sig kreativt og eksperimenterende. Eleven har viden om ordforråd og sproglige valgmuligheder.

Fase 2: Eleven udarbejder multimodale tekster. Eleven har viden om beskrivende og berettende fremstillingsformer.

Efter 6. klassetrin:

Fase 1: Eleven kan udarbejde anmeldelser, instruktioner og fagtekster. Eleven har viden om kommenterende og forklarende fremstillingsformer.

Fase 2: Eleven kan udarbejde dramatiske dokumentariske og interaktive produkter. Eleven har viden om virkemidler i drama og dokumentar på film, i tv og på nettet.

Efter 9. klassetrin:

Fase 1: Eleven kan udarbejde opinions- og ekspressive tekster. Eleven har viden om argumenterende og reflekterende fremstillingsformer.

Fase 2: Eleven kan fremstille større multimodale produktioner. Eleven har viden om virkemidler, grafisk design og efterproduktion.

Fase 3: Eleven kan fremstille sammenhængende tekster i forskellige genrer og stilarter. Eleven har viden om varierede udtryksformer målrettet forskellige målgrupper.

(Dansk - Fælles Mål: https://www.emu.dk )

Kompetencemål vedr. fremstilling

3.- 4. klasse:

Fremstilling: Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i velkendte faglige situationer. 

5.- 6. klasse:

Fremstilling: Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer.

7.- 9. klasse:

Fremstilling: Eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form, der passer til genre og situation.

(Dansk - Fælles Mål: https://www.emu.dk )

Opmærksomhedspunkter vedr. fremstilling

Efter 4. klassetrin: Eleven kan formulere en sammenhængende tekst med en tydelig tekststruktur, fx en beretning eller en beskrivelse af et velkendt fænomen.

Efter 9. klassetrin: Eleven kan foretage basal korrektur på sprog, stavning, tegnsætning og layout.

(Dansk - Fælles Mål: https://www.emu.dk )