Mellemtrin

Sprog og læsning på mellemtrinnet

Når det kommer til læseforståelse på mellemtrinnet, viser undersøgelser desværre, at mange tosprogede elever falder fra, hvis ikke der ydes en særlig indsats i forhold til indholdslæsning.

Mellemtrinnets sprog og tekster kan være en udfordring for tosprogede elever, da teksterne bliver mere komplekse både indholdsmæssigt og sprogligt i forhold til syntaks, ordforråd og genre. Sproget bevæger sig fra hverdagssprog til fagsprog, og eleverne går fra i indskolingen at skulle lære at læse til at skulle læse for at lære. De skal på en og samme gang lære sprog, lære om sprog og lære gennem andetsproget i alle skolens fag. Derfor er der stort behov for særlig sproglig opmærksomhed i alle skolens fag, opgaver, aktiviteter og tekster.

Ligesom det gør sig gældende for de etsprogede elever, bør arbejdet med de tosprogede elevers læseforståelsesarbejde tænkes i tre faser:

  • En førlæsefase

  • En underlæsefase

  • En efterlæsefase

Afklar forforståelsen

Før enhver ny opgave, aktivitet eller tekst er det vigtigt at afdække og arbejde med elevernes forforståelse. Forforståelse skal forstås bredt og inkluderer den viden og erfaring, som eleverne går til tekstarbejdet med. Dette inkluderer ordforråd, genrekendskab, viden om emnet og viden om verden.

Elevernes forforståelse kan afdækkes gennem en samtale, hvorudfra det bør vurderes, om eleverne eksempelvis har brug for:

  • Ordafklaringer

  • Baggrundsviden

  • Afklaringer om tekstens univers (hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, hvorfor)

  • Genfortælling af (fag)teksten

  • Genreafklaring

 

Anbefalinger på mellemtrinnet

  • Afdæk elevernes forforståelse inden arbejdet med nye emner, temaer, aktiviteter eller tekster påbegyndes.

  • Tænk altid i processens tre faser: Før-, under- og efter.

  • Arbejd målrettet med at opbygning af et større, mere nuanceret og præcist ordforråd inden for de temaer, emner og tekster der arbejdes med – i alle tre faser.

For gruppen af elever med et andet modersmål end dansk, er det afgørende at der arbejdes med de tre faser, for at de får et optimalt udbytte af undervisningen. Men undersøgelser viser, at også etsprogede elever har stort gavn af denne tilgang til undervisningen.