Overbygning

Sprog og læsning i overbygningen

I overbygningen vil nogle tosprogede elever være nået et sprogligt niveau, der minder om jævnaldrenes etnisk danske elevers niveau, mens andre vil opleve store udfordringer i mødet med udskolingens fagsprog og -tekster. Derfor er det vigtigt at alle lærere arbejder målrettet med sproget i deres fag.

Før enhver ny opgave, aktivitet eller tekst er det vigtigt at afdække og arbejde med elevernes forforståelse. Forforståelse skal forstås bredt og inkluderer den viden og erfaring, som eleverne går til tekstarbejdet med. Dette inkluderer ordforråd, genrekendskab, viden om emnet og viden om verden.

Elevernes forforståelse kan afdækkes gennem en samtale, hvorudfra det bør vurderes, om eleverne eksempelvis har brug for:

 

  • Ordafklaringer

  • Baggrundsviden

  • Afklaringer om tekstens univers (hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, hvorfor)

  • Genfortælling af (fag)teksten

  • Genreafklaring

For den tosprogede elevs udbytte og forståelse har især tilgangen i arbejdet med teksterne betydning. Vær derfor ikke bekymret for at vælge vanskelige, men spændende tekster, men hold fast i arbejdet med før - under og efter læsningsaktiviteter.

Anbefalinger i overbygningen

  • Afdæk elevernes forforståelse inden arbejdet med nye emner, temaer, aktiviteter eller tekster påbegyndes.

  • Vælg tekster og lærebogssystemer, der består af genreklare teksttyper.

  • Vær i klasseteamet bevidst om alle læreres rolle som sproglærere.

  • Tænk altid i processens tre faser: Før-, under- og efter.

  • Arbejd målrettet med at opbygning af et større, mere nuanceret og præcist ordforråd inden for de temaer, emner og tekster der arbejdes med – i alle tre faser.

 

For gruppen af elever med et andet modersmål end dansk, er det afgørende at der arbejdes med de tre faser, for at de får et optimalt udbytte af undervisningen. Men undersøgelser viser, at også etsprogede elever har stort gavn af denne tilgang til undervisningen.