Fordele og udfordringer

Set fra et sprogligt perspektiv lærer tosprogede samlet set mere sprog og mere om sprog end etsprogede. Tosprogede har adgang til viden om to sproglige systemer og dermed en naturlig tilgang til at anskue sproget fra et metasprogligt perspektiv. Tosprogede kan sammenligne sætningsstruktur, bøjningsformer, skriftsprog, udtale m.m. på de to sprog og kan dermed nemmere forstå et sprog som et system, der skal læres. Derudover udvikler dette, at skulle lære to sprog, i højere grad de generelle kognitive kompetencer, som anvendes i sprogtilegnelsen, hvilket styrker tosprogedes generelle kognitive læringskompetencer.

Når man beskæftiger sig med tosprogede børns sprogudvikling, er det afgørende, at barnets sproglige kompetencer ikke holdes op mod en etsproget norm. Det tosprogede barn skal ganske vist opnå et sprogligt niveau på andetsproget, som gør, at det er i stand til at gennemføre et uddannelsesforløb i en dansk kontekst, men dets udgangspunkt er et andet end tilfældet er hos etsprogede børn (Højen 2009).

Kognitive fordele ved tosprogethed

I en globaliseret verden er der naturligvis åbenlyse fordele forbundet med det at tale flere sprog.

Endvidere peger undersøgelser på, at tosprogede har en større metalingvistisk forståelse end etsprogede. Det betyder, at deres sproglige opmærksomhed er skærpet, hvilket bl.a. vil være en fordel i tilegnelsen af andre sprog.

Disse kognitive fordele kommer også til udtryk på ikke-sproglige områder såsom i håndteringen af kompleks information samt i sortering af relevant information fra irrelevant information (Højen 2009).

 

Udfordringer forbundet med tosprogethed

For nogle tosprogede kan mulighederne for at lære et nyt sprog være udfordrede, hvis modersmålets dybde er begrænset. Med et manglende grundlæggende sprogligt fundament bliver indlæringen på andetsproget svært udfordret, og dermed kan kontakten til omverdenen samt deltagelse i det sociale liv blive begrænset af de manglende sproglige evner.

Som underviser er det meget vigtigt at være opmærksom på den tosprogede elevs sproglige progression. Selvom der er mange forskelligartede omstændigheder der gør at sprogtilegnelsen er en tidskrævende proces, så er det vigtigt at være opmærksom på, at der sker en udvikling.