Kodeskift

Kodeskift anvendes som udtryk for, at en person anvender ord eller elementer fra ét sprog, når vedkommende taler et andet. Kodeskift betragtes ofte som sjusk eller dårligt sprogbrug men er i virkeligheden et udtryk for, at en person bevidst udnytter sit samlede sproglige repertoire. Det betyder, at tosprogede oftest kodeskifter, når de taler med en med samme sproglige baggrund, som de forventer, forstår kodeskiftet.

Kodeskiftet kan fx skyldes manglende kendskab til et ord/begreb på andetsproget, eller at et ord/begreb ikke findes på andetsproget. Et eksempel herpå kunne være det danske ord hygge, som er svært at oversætte (Højen 2009).