Kvalitetsrapporter

Kvalitetsrapporter

Kvalitetsrapporten skal vise, hvordan kommunen og dens skoler lever op til de politiske mål. Folkeskolens kvalitetsrapport er et værktøj til at styre efter mål og resultater. Den skal vise kommunalbestyrelsen hvordan kommunen og dens skoler lever op til de politiske mål.

Kvalitetsrapporten skal være grundlaget for dialogerne omkring folkeskolen:

  • i kommunalbestyrelsen
  • mellem kommunalbestyrelsen og den kommunale forvaltning
  • mellem forvaltningen og den enkelte skoleleder om skolens kvalitetsudvikling
  • og mellem skolelederne og de enkelte lærere og pædagoger om elevernes faglige udvikling.

Kommunalbestyrelsen har ansvar for at udarbejde en kvalitetsrapport hvert andet år.

Kommunalbestyrelsen kan vælge at beskrive skolerne i grupper eller kun at fremhæve enkelte skoler i kvalitetsrapporten.
De offentliggjorte kvalitetsrapporter vil indgå i Styrelsen for Undervisning og Kvalitets tilsyn med udviklingen i kvaliteten i folkeskolen.

Behandling
Kvalitetsrapporten skal beskrive det netop afsluttede skoleår, og den skal behandles på et møde i kommunalbestyrelsen senest den 31. marts i lige kalenderår.

Ledelsesinformation
Kvalitetsrapporten skal udformes sådan, at kommunerne kan bruge den som ledelsesinformation. Den skal også kunne være grundlag for de styringsredskaber, som kommunalbestyrelser og forvaltninger bruger i samarbejdet og dialogen med skolelederne.
Kvalitetsrapporten er også en del af grundlaget for skolebestyrelsens tilsyn med skolerne.

Data
Kvalitetsrapporten skal tage udgangspunkt i data, der stilles til rådighed af ministeriet i ledelsesinformationssystem for folkeskolen (LIS). Den skal vise skolevæsenets og de enkelte skolers niveau i forhold til nationale og lokale mål.

Desuden skal den vise, hvordan kommunalbestyrelsen vurderer det faglige niveau og hvordan, den vil følge op på denne vurdering.

I kvalitetsrapporten skal også beskrives, hvordan kommunalbestyrelsen har fulgt op på den seneste kvalitetsrapport.
Indikatorer

De indikatorer, der skal indgå i kvalitetsrapporten er nærmere beskrevet i bekendtgørelsen om kvalitetsrapporter i folkeskolen 

Uanset om en kommune vælger at beskrive vurderinger og konklusioner for skolerne i grupper, skal indikatorerne fra LIS for både hver af kommunens skoler og for det samlede skolevæsen fremgå af kvalitetsrapporten. Kommunen kan vælge at lade indikatorer om enkeltskoler fremgå af et bilag til rapporten.

Udformning
Ministeriet stiller ikke krav om, hvilket format kvalitetsrapporten skal udarbejdes i. Den enkelte kommune kan udforme kvalitetsrapporten, så den passer til de lokale behov.