Skolebestyrelser

Ansvar og opgaver

Bestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, som Odder Byråd fastsætter, og fører i øvrigt tilsyn med alle dele af skolens/landsbyordningens virksomhed, dog undtagen personale- og elevsager. Bestyrelsen kan fra skolelederen indhente enhver oplysning om skolens/landsbyordningens virksomhed, som er nødvendig for at varetage tilsynet.

Bestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed i forhold til:

  • Undervisningens organisering, herunder elevernes undervisningstimetal på hvert klassetrin, skoledagens længde, understøttende undervisning, holddannelse, udbud af valgfag, specialundervisning på skolen og elevernes placering i klasser.
  • Skolens arbejde med elevens udvikling i skolens faglige og sociale fællesskaber
  • Adgangen til at opfylde undervisningspligten ved at deltage i undervisningen i den kommunale musikskole eller ved eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening
  • Samarbejdet mellem skole og hjem og forældrene ansvar i samarbejdet
  • Underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen.
  • Arbejdets fordeling mellem medarbejderne.
  • Fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold, udsendelse i praktik m.v.
  • Skolefritidsordningens virksomhed.

For landsbyordningernes bestyrelser gælder i øvrigt

  • At fastsætte principper for daginstitutionens og for dagplejens arbejde
  • At beslutte åbningstider for daginstitutionerne

Bestyrelsen godkender:

  • Godkender inden for de økonomiske rammer, der er fastlagt for skolen, skolens budget.
  • Godkender undervisningsmidler og fastsætter skolens ordensregler og værdiregelsæt.
  • Godkender inden for de af Odder Byråd fastsatte retningslinjer, om voksne skal kunne deltage i folkeskolens undervisning og fastsætter principper herfor.
  • Godkender inden for de af Odder Byråd fastsatte retningslinjer, om skolens virksomhed skal omfatte aktiviteter (kulturcenteraktiviteter), og fastsætter principper herfor.

For landsbyordningens bestyrelse gælder i øvrigt

  • At fastsætte principper for anvendelse af en budgetramme for daginstitutionen og dagplejen inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat
  • At beslutte evt. at fravælge et sundt frokostmåltid

Bestyrelsen afgiver udtalelser:

  • Skal afgive udtalelse til Odder Byråd om ansættelse af ledere, lærere og pædagogiske medarbejdere.
  • Kan afgive udtalelse og stille forslag til skolens leder og Odder Byråd om alle spørgsmål, der vedrører bestyrelsens virksomhed.
  • Skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som Odder Byråd forelægger den.

For landsbyordninger gælder i øvrigt 

  • Bestyrelsen har indstillingsret ved ansættelsen af personale i dagtilbud og dagpleje

Bestyrelsen afgiver en årlig beretning og er forpligtet til mindst en gang om året at indkalde forældrene til et fælles møde, hvor skolens virksomhed drøftes, og årsberetningen behandles.

Bestyrelsesformanden udarbejder til hvert møde en dagsorden. Der udarbejdes efter hver møde et referat, som godkendes af de medlemmer, som har deltaget i mødet. Dagorden og referat udarbejdes følger lovgivningens regler om tavshedspligt og tilgængelighed for offentligheden.


Sammensætning

Bestyrelsesarbejdet i de almene folkeskoler og landsbyordningerne baseres som udgangspunkt på Folkeskolelovens regler om sammensætning af bestyrelser. I landsbyordningsordningerne er der sket tilpasninger, idet folkeskolen og dagtilbuddet har forskelligt lovgrundlag.

Der oprettes bestyrelser for

  • Parkvejens Skole og Ungdomsskolen
  • Vestskolen
  • Landsbyordningerne

Bestyrelserne sammensættes således, at der er et flertal af forældrerepræsentanter.

Ved Parkvejens Skole og Ungdomsskolen

Ved Parkvejens Skole og Ungdomsskolen er der etableret fælles ledelse og fælles bestyrelse. Bestyrelsen består af følgende:

  • 8 forældre, heraf 6 fra Parkvejens Skole og 2 fra Ungdomsskolen
  • 3 medarbejderrepræsentanter, heraf 2 fra Parkvejens Skole og 1 fra Ungdomsskolen
  • 2 elever, heraf 1 fra Parkvejens Skole og 1 fra Ungdomsskolen
  • 2 repræsentanter fra organisationer med særlig interesse for ungdomsskolearbejdet, herunder arbejdsmarkedets parter

Ved Vestskolen

Vestskolen består af to skoleafdelinger: Skovbakken og Vestermarken. Bestyrelsen på Vestskolen består af:

  • 6 forældrerepræsentanter, mindst 2 fra hver skoleafdeling
  • 2 medarbejderrepræsentanter, mindst 1 fra hver afdeling
  • 2 elevrepræsentanter/mindst 1 fra hver afdeling
  • 1 repræsentant fra det lokale erhvervsliv, en lokal ungdomsuddannelsesinstitution eller en lokal forening

Ved landsbyordningerne

Ved landsbyordningerne er der etableret fælles ledelse og bestyrelse for Gylling Skole og Børnehus, Hou Skole og Børnehus, Hundslund Skole og Børnehus, Saksild Skole og Børnehus. Bestyrelsen består af følgende:

  • 9 forældrerepræsentanter, heraf 1 repræsentant for forældre med børn i skole og 1 for forældre med børn i dagtilbud fra hver landsbyordning samt en repræsentant for specialklasserne i Hou.
  • 4 medarbejderrepræsentanter, 1 fra hver af de 4 landsbyordninger, valgt af og blandt medarbejderne på de fire landsbyordninger. Ved medarbejdere forstås personer, der arbejder i landsbyordningen og som er omfattet af skolelederens ledelseskompetencer.
  • 4 elevrepræsentanter valgt af og blandt de fire folkeskolers elever.
  • Bestyrelsen kan beslutte, at der til bestyrelsen eller rådene kan tilknyttes en repræsentant fra erhvervslivet, ungdomsuddannelser eller en forening.
  • Såfremt bestyrelsen beslutter at tilknytte en repræsentant fra ovennævnte med stemmeret i bestyrelsen, skal bestyrelsen udvides med 1 forældrerepræsentant

Kommunalbestyrelse

Der er ikke repræsentation fra kommunalbestyrelsen i bestyrelserne.

Ledelse

Skolelederen og dennes stedfortræder varetager sekretariatsfunktionen for bestyrelsen og deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.

Pædagogiske ledere kan indkaldes ad hoc til bestyrelsesmøderne uden stemmeret. På Parkvejens Skole og Ungdomsskolen er en repræsentant fra ledelsen med pædagogisk ledelse af Ungdomsskolen fast deltager uden stemmeret.

Valg

Valgperiode

Valgperioden er 4 år med mulighed for forskudte valgperioder efter ansøgning til Odder Byråd. Dog gælder, at valgperioden ved Ungdomsskolen er 1 år for forældrene og 4 år for repræsentanterne fra DI og LO. Valgperioden for forældrerepræsentanter for dagtilbud i landsbyordningernes bestyrelse er 2 år.

Valgbarhed og valgret for forældre med børn i daginstitution

Forældre med børn i institutionen er valgbare og har valgret ved valg af forældrerepræsentanter til bestyrelsen. Ved afstemning kan der afgives én stemme fra hver forælder med forældremyndighed. Forældre med fælles eller delt forældremyndighed har således hver én stemme, dette uanset antallet af indskrevne børn i institutionen. Institutionslederen kan i særlige tilfælde tillægge de personer, der har den faktiske omsorg for barnet valgret og valgbarhed. Herved forstås følgende personer:

  • Personer som har et barn boende hos sig i døgnpleje efter bestemmelserne i serviceloven
  • Personer der har indgået ægteskab med indehaveren af forældremyndigheden over et barn, og som tilhører samme husstand som forældremyndighedsindehaveren og barnet (det er herved en forudsætning, at forældremyndigheden over barnet ikke ved aftale er delt mellem forældrene)
  • Stedforældre til et barn, hvis indehaveren/indehaverne af forældremyndigheden over barnet
    samtykker heri.
  • Den af de biologiske forældre, som ikke har del i forældremyndigheden, og som bor eller ikke bor sammen med forældremyndighedens indehaver. Det er en forudsætning, at forældremyndighedens indehaver giver sin tilslutning.

Der kan højest tildeles valgret til to personer på grundlag af samme barn. Valg til bestyrelsen sker ved simpelt stemmeflertal, hvilket medfører at valgt er den/de personer, der får flest stemmer. I tilfælde af stemmelighed, hvorved der ikke kan træffes afgørelse om, hvem der er valgt til bestyrelsen, finder der omvalg sted mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Medarbejderrepræsentation

Medarbejderrepræsentanter vælges på den måde, at skolens leder indkalder samtlige medarbejdere, der gør tjeneste ved skolen/landsbyordningen, til en fælles valghandling.

  1. Indkaldelsen sker med 14 dages varsel.
  2. Kandidatforslag indleveres til skolelederen 8 dage før valghandlingen og bekendtgøres for medarbejderne seneste 5 arbejdsdage før valghandlingen. En kandidats ansættelsesforhold bør ikke have en varighed på under 1 år.
  3. Alle medarbejdere kan stemme på alle kandidater. Hver medarbejder har én stemme og valget afgøres ved flertalsvalg.
  4. Der vælges på samme måde en stedfortræder.
  5. Medarbejdernes valgperiode er et år og følger skoleåret. Valget finder sted i forbindelse med skoleårets forberedelse.

Elevrepræsentation

Elevrepræsentanterne og deres stedfortrædere vælges af elevrådet. Skolelederen er ansvarlig for valgets afholdelse. Valget afholdes ved skoleårets start og gælder det følgende skoleår.

Formand

På bestyrelsens første møde vælger de stemmeberettigede medlemmer én af forældrerepræsentanterne som formand ved flertalsvalg.

Det skal fremgå af bestyrelsens forretningsorden, om formandsvalget efter stk. 5 skal gælde for 1 år eller for hele bestyrelsens valgperiode.