Din opskrivningsdato er anciennitetsgivende for dit barns placering på venteliste. Pladser fordeles ud fra følgende prioriterede kriterier ud over opskrivningsdatoen:
1. Børn med særlige behov
Børn med særlige behov defineres som børn, hvor der - efter konkret sundhedsfaglig eller pædagogisk/psykologisk vurdering - er bekymring for, at de ikke udvikler sig alderssvarende.
2. Søskendefordel
Hvis et barn har søskende i et dagtilbud, hvor der bliver en ledig plads den måned, dit barn har behov for en plads, vil søskendefordelen træde i kraft.
Søskende skal som minimum have en sammenhængende måned i dagtilbuddet sammen.
Særligt for søskende til børn med handicap
For at leve op til lovgivningen om forskelsbehandling pga. handicap har forældre til børn, der er visiteret til en plads i ressourcegruppen (ressourcegruppen er tilknyttet Børnehuset Vita) søskendefordel. Det betyder, at søskende til disse børn tilbydes søskendefordel enten til Børnehuset Vita, eller til den institution, der ligger nærmest familiens bopæl. Der kan kun vælges en institution.
Er forældrene ikke samboende, er det barnets bopælsadresse, der afgør, hvilken institution der er den nærmeste.
Forældrene er selv forpligtiget til at oplyse pladsanvisningen om deres ønske.
3. Garantidato
Fastsættes af Pladsanvisningen og vil som udgangspunkt være ligestillet med behovsdato, såfremt opskrivning ligger mere end to måneder før.
4. Konkret venteliste til de enkelte børnehuse og dagplejen
Forældres ønsker herunder evt. overflytninger imellem børnehuse og dagplejen.
I fordelingen af pladser tilstræbes:
- En jævn alders- og kønsfordeling
- En jævn fordeling af børn med dansk som andetsprog