Buskort til folkeskolerne

Byrådet har besluttet, at alle skolekort til lokalbusserne fra august 2011 følger Midttrafiks takster. Udstedelsen af buskort er også overdraget til Midttrafik fra skoleåret 2011-2012.

Alle skoler har modtaget materiale fra Midttrafik omkring bestilling af skolekort og periodekort fra sommeren 2011. Dette kan ses på skolernes hjemmeside, nærmere information kan desuden fås ved henvendelse til Midttrafik.

Hvad betyder det at skolekort følger Midttrafiks takster:

  • Folkeskolerne skal fremover bestille skolekort til de befordringsberettigede elever ved Midttrafik.
  • Folkeskoleelever der ønsker at bruge bussen, og som ikke er befordringsberettigede, kan købe almindelig periodekort ved Midttrafik. Der kan fra sommeren 2011 ikke købes kort på skolerne til 120 kr./måned. Bestilling af periodekort m.m. skal forældrene selv sørge for. Priser på periodekort og almindelige billetter m.m. kan ses på Midttrafiks hjemmeside
  • Privat- og friskoleelever som ønsker at benytte bussen, kan købe kort ved Midttrafik. Såfremt Skolen er tilmeldt ved Midttrafik, bestilles kort gennem skolen, ellers kan forældrene købe kort ved Midttrafik. Der kan fra sommeren 2011 ikke købes kort ved Odder Kommune til 120 kr./måned

Befordringsberettiget elever:
Efter folkeskoleloven og bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen skal byrådet sørge for befordring af elever mellem distriktsskolen og hjemmet efter nogle nærmere fastsatte regler om afstande og trafikfarlige skoleveje.

Gratis befordring for folkeskoleelever:

Folkeskoleelever, der opfylder følgende afstandskriterier, kan køre gratis med bussen:

  • 0.-3. klasse = 2,5 km
  • 4.-6. klasse = 6,0 km
  • 7.-9. klasse = 7,0 km
  • 10. klasse   = 9,0 km

Hvis folkeskoleeleven bor udenfor skoledistriktet, gælder afstandskriterier i forhold til at køre gratis dog ikke.
Desuden kan folkeskoleelever, der har kortere skolevej end angivet her, køre gratis med skolebus, hvis skolevejen er klassificeret som en farlig skolevej.

Kommunen har ingen forpligtigelse til at forestå eller finansiere befordring af elever, der har valgt anden skole end distriktsskolen, f.eks. friskole eller privatskole, jf. § 1 stk. 5 i bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen.