Ejendomsskat af villa, ejerlejlighed, sommerhus mv.

Hvem modtager ejendomsskattebilletten?
Du modtager din ejendomsskattebillet i din digitale postkasse i januar/februar måned. (Kommunal ejendomsskat m.m. af fast ejendom). Hvis du er fritaget fra digital post sendes den til din fysiske postkasse.

Alle ejendommens ejere modtager en ejendomsskattebillet, men kun én modtager den originale. De øvrige ejere modtager en kopi, hvilket også står trykt på ejendomsskattebilletten.

Det er modtageren af den originale ejendomsskattebillet der modtager indbetalingskort, såfremt ejendomsskatten ikke er tilmeldt til Nets / PBS. Indbetalingskort sendes ligeledes til den digitale postkasse ca. 10 dage før raten forfalder. Hvis du er fritaget fra digital post sendes den til din fysiske postkasse. 

Hvis ejendomsskatten er tilmeldt Nets / PBS fremsendes der ikke indbetalingskort.

Hvis ejendommen har en administrator, er det administratoren der modtager den originale ejendomsskattebillet samt indbetalingskort.

Hvornår skal jeg betale ejendomsskat?
Du skal betale din ejendomsskat i to rater.

  • 1. rate forfalder d. 01. marts med sidste rettidige indbetaling d. 10. marts
  • 2. rate forfalder d. 01. september med sidste rettidige indbetaling d. 10. september

Det er dig som ejer, der har ansvaret for at ejendomsskatten bliver betalt rettidigt.

Hvordan beregnes ejendomsskatten?

Ejendomsskat (grundskyld) bliver opkrævet med udgangspunkt i vurderingen pr. 01. oktober to år forud for et skatteår. Læs mere om Ejendomsskatteloven nr. 581 af 18. juni 2012.

Ejendomsvurdering, ejendomsværdi og grundværdi
Din ejendomsværdi og grundværdi bliver fastsat af SKAT - ikke af din kommune.

Ejendomsværdien er værdien af hele din ejendom - inklusiv grund og bygninger. Ejendomsværdien er den værdi, som SKAT skønner at du kan få, hvis du sælger din ejendom til markedsværdi.

Grundværdien er værdien af din grund uden bygninger. Grundværdien danner grundlag for grundskylden (ejendomsskatten) til kommunen.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til din vurdering, skal du kontakte SKAT, Ejendomsvurderingen på tlf. 7222 2826.

Kontakt
Har du yderligere spørgsmål er du velkommen til at skrive til ejendomsskat@odder.dk eller ringe på tlf. 8780 3474.


Se også