Ledige job

Afdelingsleder til Borgerservice

Ansøgningsfrist: 10. marts 2021

Vi søger en erfaren afdelingsleder, der kan varetage den daglige personaleledelse for ca. 20 medarbejdere, og som samtidig har fingeren på pulsen og kan stå i spidsen for den digitale udvikling i Borgerservice.

Om Borgerservice

Borgerservice er i Odder Kommune organiseret sammen med Det Specialiserede Socialområde, og du vil som afdelingsleder for Borgerservice få reference til Social- og Borgerservicechefen.

Borgerservice løser en bred vifte af opgaver både inden for det ”klassiske” borgerservice og mere bredt i forhold til borgerrettede opgaver.

Borgerservice er organiseret i tre selvstyrende teams:

Borgerbetjening som varetager reception og klassiske borgerserviceopgaver som pas, kørekort, folkeregister, skat m.m.

Ydelse som varetager opgaver vedr. personer på offentlig forsørgelse, herunder løbende udbetaling af ydelser, behandling af enkeltydelse, udbetaling af tilskud til pensionister og økonomisk administration for vores svageste borgere.

Økonomi og IT som varetager en bred vifte af opgaver, hvoraf de største opgaver er opkrævning, social kontrol og IT-understøttelse af Borgerservice. Herudover varetages en række økonomifunktioner for Det Specialiserede Socialområde.

Afdelingen er kendetegnet ved erfarne og fagligt stærke medarbejdere, der arbejder med høj grad af selvstændighed. Vi lægger vægt på at møde alle borgere i øjenhøjde og med respekt for den enkelte borger. Vores tilgang er i videst muligt omfang at gøre borgerne selvhjulpne blandt andet via selvbetjeningsløsninger. Kulturen er præget af et tæt og velfungerede samarbejde på tværs af de forskellige teams og af et stærkt socialt fællesskab med masser af humor og plads til forskellighed.

Om stillingen

Som afdelingsleder skal du sammen med Social- og Borgerservicechefen sætte retning for Borgerservice. Du vil få den direkte personaleledelse af ca. 20 medarbejdere. Det medfører blandt andet, at du skal kunne give den nødvendige faglige sparring til medarbejderne, støtte medarbejderne i udfordrende situationer med borgere, sikre udvikling af og for medarbejderne og følge op på sygefravær.

Medarbejderne arbejder i selvstyrende teams og har selvstændigt ansvar for at holde sig opdateret på den nyeste lovgivning. Vi forventer, at du har et generelt kendskab til de forskellige lovområder, men ikke en dybdegående indsigt. Som afdelingsleder skal du føre ledelsestilsyn, herunder fagligt og økonomisk ledelsestilsyn.

Borgerserviceområdet er præget af en høj grad af digitalisering, og området udvikles vedvarende. En betydelig del af jobbet er derfor også at have fingeren på pulsen i forhold til den digitale udvikling, sikre implementering af nye digitale løsninger og den nødvendige tilpasning af organiseringen og arbejdsgangene i Borgerservice. Dette skal ske i et tæt samarbejde med medarbejderne og med digitaliseringsorganisationen i Odder Kommune.

Borgerservice har mange samarbejdsflader med resten af organisationen i løsningen af de borgerrettede opgaver, ligesom der også er et tæt samarbejde med de øvrige afdelinger på Rådhuset. Jobbet indebærer derfor også en høj grad af samarbejde både internt i Odder Kommune og eksternt bl.a. i forhold til Udbetaling Danmark, Borgerservice Danmark, Den digitale Hotline m.v.

Din profil

Vi forventer, at du har en stærk administrativ baggrund og et indgående kendskab til den kommunale sektor.

Vi forventer derudover, at du:

  • Har solid erfaring med ledelse, f.eks. som afdelingsleder eller teamleder
  • Har diplomuddannelse i ledelse eller er indstillet på at gennemføre en sådan
  • Har kendskab til og gerne erfaring fra borgerservice i en kommune
  • Leder tillidsbaseret og giver medarbejderne mulighed for at udøve deres faglighed på selvstændig vis, men er også i stand til at træffe beslutninger og stå fast, når situationen kræver det
  • Har respekt for forskelligheden blandt medarbejderne og evner at motivere og få medarbejderne til at vokse
  • Evner at være nærværende, synlig og tilgængelig for medarbejderne
  • Har vilje og evner til at samarbejde og optræder empatisk, lyttende og inddragende i dialogen med medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere
  • Har et skarpt blik og interesse for den digitale udvikling og kan gå foran i implementeringen af nye digitale løsninger i Borgerservice
  • Har blik for og evner at anvende data aktivt til understøttelse af ledelsesopgaven
  • Optræder med stor integritet, ro og ordentlighed, også i tilspidsede situationer
  • Er uhøjtidelig og værdsætter det sociale fællesskab og en fri og humoristisk omgangstone i afdelingen

Ledelse i Odder Kommune

Odder Kommunes ledelses- og organisationsgrundlag danner et fælles sprog om ledelse og sætter rammen for, hvordan vi arbejder med ledelse i Odder Kommune.

Stillingen som afdelingsleder er med afsæt i ledelses- og organisationsgrundlaget defineret som leder af medarbejdere. De generelle forventninger til ledere af medarbejdere i Odder Kommune er beskrevet i lederprofilen.

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes tiltrådt den 1. maj 2021.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles med den relevante faglige organisation i henhold til gældende overenskomst og med afsæt i grundlønstrin 47.

Yderligere information

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Social- og Borgerservicechef Britta Kempel på telefon 20905347.

Ansøgning

Hvis du ønsker at søge stillingen, skal det ske online ved, at du uploader din ansøgning med relevante bilag. Ansøgningsfristen er onsdag den 10. marts 2021.

Første samtale forventes afholdt tirsdag den 16. marts 2021 og anden samtale tirsdag den 23. marts 2021. For kandidater, der går videre til anden samtale, vil der blive gennemført test samt indhentet referencer.

Send ansøgning