Digte til og om Odder oplyser Centralhotellet

En hyldest til byen skabt i samarbejde mellem borgere og kunstnere torsdag d. 8. december mellem 16.00 og 22.00.

Den 8. december mellem 16.00 og 22.00 vil Centralhotellet og dele af gågaden blive fyldt op med digte af og om Odders fortid, nutid og fremtid. 

Digtene er skrevet af en af Danmarks mest prominente digtere, Ursula Andkjær Olsen.

Ursula Andkjær

Digtene vil blive projiceret på gågadens mure, på Centralhotellet og i en af gågadens lukkede butikker af kunstneren Signe Klejs.

Teksterne er skrevet ud fra møder mellem forfatteren og en lang række af byens borgere, både nye og ældre borgere, indfødte, flygtninge, folk fra opland og bymidte. Digtene handler om hele kommunen og med de mange fortællinger der er leveret til forfatteren indrammes livet som det var engang, som det er nu og som vi drømmer om at det bliver i fremtiden. 


Oplyst bygning

Børn fra lokale skoler
Desuden har børn på Hou skole, Skovbakkeskolen, Odder Lille Friskole, Rathlouskolen, Vestermarksskolen, Parkvejens skole, Hundslund skole og Gylling skole arbejdet med temaer om byens fortid, nutid og fremtid. Deres kreative inputs i form af tekster, film, digte, sange og skuespil er blevet leveret til forfatteren. Her har Ursula Andkjær Olsen modtaget digte som “Jeg elsker Kvickly”, historiske fortællinger om bedsteforældre, myter og sagn fra området, politiske begivenheder som historien om Karen Jeppe og modstanden mod atomkraft. Desuden er ideen om Centralhotellet som varemærke for byens mangfoldige fortællinger opstået ud af alle disse fortællinger. Derfor er vi meget glade for at Kählers er med på ideen om at lyse hotellet op denne december-aften.

Vi forestiller os derfor at der vil være mange der har interesse i at tage hinanden under armen og opleve denne unikke poetiske aften, som er en hyldest til byen, - om byen.