Et smykkeeventyr - Helga Exner

SÆRUDSTILLING på Odder Museum:

ET SMYKKEEVENTYR - HELGA EXNER

Lige nu er der vild aktivitet med opbygning i Odder Museums udstillingslokaler! Og vi glæder vi os rigtig meget til at åbne vores næste særudstilling. Det bliver nemlig en stor udstilling med den kendte smykkekunstner Helga Exner. Den åbner d. 26. oktober, og kunstneren kalder den selv "min sidste store udstilling."

Helga Exner er smykkekunstner. Siden 1960erne har hun lavet fantastiske smykker og sublimt håndværk og skubbet til selve opfattelsen af, hvad et smykke er og kan. Nu fylder en af landes mest anerkendte smykkekunstnere 80 år, og vi er på Odder Museum stolte over, at hun har valgt museet som udstillingssted, for det hun selv kalder "min sidste store udstilling."

Smykker i blodet

Helga Exner har smykkekunsten i blodet. Hun er født i Tjekkoslovakiet, hvor hendes familie gennem generationer fremstillede smykker. Anden Verdenskrig satte imidlertid et dramatisk punktum for familievirksomheden, og mens faderen blev fængslet, måtte Helgas mor flygte med sine børn gennem Polen til lejre i Østtyskland og herfra videre illegalt til Vesttyskland. Der gik seks år, inden hun genså sin fader. Ikke desto mindre kom Helga i guldsmedelære, fik svendebrev og kom til at føre familietraditionen videre.

Til Danmark og siden Odder

I guldsmedevirksomheden ved Bonn mødte hun en dansk kollega, Bent Exner. Det blev begyndelsen på et enestående arbejdsfællesskab og siden ægteskab. I 1961 flyttede parret til Randers, og sammen skabte de smykker, der fornyede hele håndværket. Smykkerne skulle være smukke, vække opmærksomhed og have et grafisk og skulpturelt udtryk, så de kunne hænge på væggen eller stå alene som et selvstændigt kunstværk. Parret udført sammen talrige kirkeudsmykninger, deltog i udstillinger i ind- og udland og modtog flere priser.

I 1983 blev de skilt, men efter et par år genoptog Helga Exner smykkearbejdet; nu med base i værkstedet i Odder, hvor hun har boet lige siden. I de efterfølgende årtier fortsatte Helga Exner med at udvikle og forny sin kunst og sit håndværk. Hun har afholdt væsentlige separatudstillinger, og Helga Exner regnes af mange for en af Danmarks fremtrædende smykkekunstnere.

Et smykkeeventyr

Man kan godt glæde sig til Helga Exners sidste store, fantastisk særudstilling. Alle, der kender Helga, ved, at selvom hun nu har et langt eventyr med smykkerne bag sig, så er hun stadig en kompromisløs kunstner, der sætter høje standarder for sig selv.

Udstillingen får karakter af en tidsrejse gennem Helgas lange liv med smykkerne. Den bliver omfangsmæssigt en af de største kunstudstillinger nogensinde på Odder Museum. Med på sit hold har Helga Exner bl.a. udstillingsarkitekt Søren Gottfred som garant for et fantastisk udstillingsdesign.

Helga Exners mange temaer

Helga Exner har altid arbejdet tematisk. Typisk har hun brugt et halvt år ad gangen på et bestemt tema og i den tid produceret et begrænset antal enestående smykker. Et smykkeeventyr bliver for Helgas mange tilhængere et glædeligt gensyn med nogle af hendes mest markante temaer i nye opsætninger. For nytilkommende bliver det en demonstration af, hvad smykker også kan være!

Blandt Helga Exners temaer kan nævnes: Renæssancedamer, Erindringer, Skarvene ved Kysing Strand, Fanøblå, Rockplakater, Böhmiske granatsmykker fra det 18. århundrede, Kors, Lueforgyldte sole og Musikskrumler.

Livsstil

Helga Exner er, som sine smykker en markant, stærk og iøjnefaldende personlighed og kvinde. Det har hun altid været, og i udstillingen vil hun skabe et rum med et livsstilstema, der tager afsæt i hendes tøj, kjoler, hatte og sko fra 1960erne og 1970erne. Naturligvis sammen med hendes karakteristiske smykker fra perioden. Også dette er del af tidsrejse ind i Helgas fantastiske smykkeeventyr. Her med et mere personligt og tidsbundet perspektiv.

Værksted i udstillingen - med kunstner og det hele...

En troldmand m/k har selvfølgelig et værksted. Det har Helga Exner også. Det genskaber vi i udstillingen, endda med udgangspunkt i Helgas originale arbejdsbord fra 1961.

I løbet af udstillingsperioden vil Helga Exner være tilstede og arbejde i værkstedet i weekenderne. Her kan publikum møde hende, hører hende fortælle og ikke mindst se hende i aktion med sit arbejdet og de fantastiske smykker og materialer. Her er noget at glæde sig til for dem, der holder af fint håndværk og kreativ skaberkraft.

Du kan også glæde dig til det blå rum og et gensyn med Helgas musselmalede smykker, skabt af en antik kaffekande, som Helga i sin tid smadrede med en hammer.

På udendørsarealet opstilles en skulpturel pavillon, tegnet af arkitekt Karen Exner som vartegn for en stor udstilling i Kunstbygningen i Vrå. Nu får den lov at forfalde hen over udstillingsperioden alt imens, den fungerer som ophæng for helt nye laser-udskårne tavler med Helga Exners temaer.

Støtte og samarbejde

Udstillingen bliver til i samarbejde mellem Odder Museum og Helga Exner samt udstillingsarkitekt Søren Gottfred Petersen, som støtter projektet med goodwill. Udstillingen bliver også til i samarbejde med Odder Kunst - forening & samling, som også støtter udstillingen økonomisk med køb af et smykke til foreningens samling. Helga Exner har fået støtte til udstillingen af Odder Kulturforening, der forvalter en pulje kulturmidler på vegne af Odder Kommune. 11 virksomheder, hvoraf mange er lokale, har støttet udstillingen gennem sponsor-køb af Helga Exner laserskårne motiver, som bliver vist på den udendørs pavillon som introduktion til udstillingen.

Odder Museum takker for støtten, og vi glæder os meget til udstillingsåbningen.

Udstillingen er åben for publikum fra d. 26. oktober 2019 til d. 16. februar 2020