Kunstudstilling med værker af KEN DENNING

Det er ikke nogen tilfældighed, at de sønderjyske og nordatlantiske naturlandskaber, som gennem årene har været udgangspunkt for Ken Dennings abstrakte værker, fremstår med et stærkt lyrisk præg, hvor den ekspressive og forenklede gengivelse af de landskabelige linjeføringer kan vække mindelser om symfoniske partiturer. "Malerierne er også kompositioner, det er musik på væggene, som man skal lære at gå ind i", siger Ken Denning. Han lytter til musik, når han maler og hører ofte en melodi springe frem, når han bevæger sig i et inspirerende landskab.

Ken Denning er medlem af Danske Grafikere, Billedkunstnernes Forbund samt kunstnersammenslutningerne "Den Gyldne" og "Grænselandsudstillingen". Han nyder stor anerkendelse for sin kunst, og hans værker kan blandt andet opleves i Kobberstikssamlingen på Statens Museum for Kunst, Vejle Kunstmuseum, Kastrupgårdsamlingen, Trapholt i Kolding, Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder og enkelte museer i udlandet.
Hans enkle og kraftfulde udtryk vil også være kendt af mange fra tidligere galleriudstillinger, herunder adskillige i Galleri Progres siden 2006. I den aktuelle udstilling viser Ken Denning nye variationer af sine landskabsinspirerede udtryk og bekræfter samtidig sin position som en kunstner, der til stadighed er fokuseret på at eksperimentere med energien i de formelle maleriske virkemidler