Lær at skrive dine erindringer

Den eneste forudsætning for at deltage er, at du har lyst til at skrive historier fra dit liv.
Vores liv er fyldt med historier, nogle er sjove og dejlige, mens andre er barske og sørgelige. Vi kan alle huske episoder fra hverdagen og fra de store begivenheder, som livet har budt på. Rigtig mange af dem er værd at mindes og skrive om.
Når vi skriver vores erindringer er der mange oplevelser at vælge mellem. På dette kursus får du hjælp til at strukturere din fortælling og redskaber til at skabe et levende sprog. Du skal blandt andet arbejde med skriveøvelser, der virker inspirerende på skriveprocessen. Vi bruger også fotos, som sætter gang i erindringerne.
Undervisningen kommer til at veksle mellem oplæg og øvelser, som jeg har med, og så skal vi læse nogle af hinandens tekster og komme med feedback på teksterne.
Der vil være en hjemmeopgave mellem de to mødegange.
Præsentation af mig:
Jeg hedder Benedicte Thorseth og er uddannet cand.mag. og journalist. I mit virke som journalist har jeg skrevet inden for forskellige genre og undervist i dansk på sprogskoler. I dag underviser jeg i at skrive livshistorier og skriver for mennesker, der ikke selv ønsker at skrive deres erindringer.
om torsdagen d. 5/3 + 12/3 kl. 10.00-16.00
Hold: 20-30002