Rundvisning med Finn Have i kunstudstillingen CROSSOVER

Rundvisninger i Finn Haves kunstudstilling CROSSOVER

Kunstneren Finn Have udstiller for øjeblikket på Odder Museum med det store kunstprojekt CROSSOVER.
Her er der nu over sommeren mulighed for at komme på rundvisning i udstillingen med Finn Have selv. Han vil vise rundt og fortælle om sine værker og baggrunden for sin inspiration.

I udstillingen CROSSOVER kan man opleve Tanzanias fremmedartede natur og farverige hverdagsscener fra byen Bukoba, alt sammen gengivet i Finn Haves karakteristiske maleriske stil og med blik for detaljer og atmosfære. Det er der kommet en stor og spændende udstilling ud af med godt 100 helt nye værker og installationer - dels malerier fra Tanzania, dels hans overmalede stramajbroderier og endelig flere installationer.

Han har taget afsæt i sit engagement i byen Bukoba i Tanzania, hvor han i 2018 var med til at oprette en kunstskole.
Frøet til CROSSOVER blev sået, da Finn Have under sit første besøg i Bukoba blev opmærksom på ligheder mellem den form for lidt kitschet folkekunst, som blev produceret og solgt mange steder i Bukoba og en dansk tradition, som Finn Have selv kendte godt, nemlig stramajbroderier. I Bukoba så han en lidt naiv fremstilling af typiske Afrika-motiver, slettens store landskaber, kvinder i traditionelle klæder med krukker på hovedet og Afrikas ikoniske dyr. Det mindede Finn Have om de engang så populære stramajbroderier, som også har en idylliseret og stereotyp motivverden - en skildring af en svunden tid og en romantisk bondekultur.

CROSSOVER-tanken opstod, da Finn Have begyndte at lege med ideen om at gengive nogle af de afrikanske motiver på de så velkendte broderier fra Danmark. Hvad sker der, hvis afrikanske kvinder erstatter bønderne i marken, eller hvis bondegårdens dyr skiftes ud med okser, zebraer og marabustorke?

Det er der kommet en række fantastiske værker ud af, og som altid hos Finn Have er der mere under overfladen end det, der lige mødte øjet ved første blik.

Rundvisningerne foregår:
Søndage den 11. juli, 15. august, 29. august og 26. september 2021 kl. 15-16.

Praktisk:
Tilmelding: foretrækkes på mail: kustode-odder@moesgaardmuseum.dk eller på tlf. 86540175 i museets åbningstid.
Pris: 75 kr. pr. person (inkl. entré)