Vi skaber byliv på Centralhotellet

De fleste borgere i Odder har et særligt forhold til Centralhotellet. Og den smukke, historiske bygning ligger på en af de vigtigste placeringer i bymidten. Hvad der sker på Centralhotellet har stor betydning for hvordan by- og butikslivet kan udvikle sig fremover. Dette beskrives også i udviklingsstrategien for Odder bymidte, som Odder Kommune udarbejdede i 2018-2019 i samarbejde med bymidteaktører og Realdania. Realdanias indsats i Odder er del af kampagnen Hovedbyer på forkant.

På baggrund af udviklingsstrategien for Odder bymidte har byrådet i Odder Kommune besluttet at man i september og oktober skal afprøve hotellet som nyt mødested og som lokaler til sociale og kulturelle arrangementer.

Odder Kommune har lejet hele stueetagen og teatersalen på 1. sal indtil d. 31. december 2021.

I åbningstiden er hotellet bemandet af ansatte fra Odder Kommune.
Mød avisen - fra 8. september og resten af perioden vil Odder Avis være til stede på Centralhotellet i åbningstiden om onsdagen for løbende at kunne skrive om aktiviteter og tiltag i bymidten