Præsentation af Sundhed & Omsorg

Sundhed & Omsorg er Odder kommunes leverandør af visiterede  pleje- og omsorgsydelser, praktisk bistand (rengøring, tøjvask og indkøb), hjemmesygepleje, genoptræning og vedligeholdelsestræning  for såvel borgere i eget hjem som i kommunens plejeboliger Bronzealdervej og Stenslund. Herudover er kommunens brugerstyrede Aktivitetshus tilknyttet.

Visitation af hjælp foregår i Borgerløb. Visitator aflægger besøg hos borgeren og afgør, hvilke ydelser den enkelte borger kan modtage ud fra Odder kommunes serviceniveau.

Sundhed & Omsorg udfører den tildelte hjælp  på det kvalitetsniveau, som er godkendt af byrådet i Odder kommune.

Sundhed & Omsorg omfatter  to kommunale  plejeboligenheder Bronzealdervej og Stenslundto hjemmeplejedistrikter;  hjemmesygepleje; et korttidsafsnit,  visiteret daghjem og brugerstyret aktivitetshus på Ålykkecenteret;  træningscenter beliggende i Vitapark; samt en fælles administration og  internt vikarkorps.

Personalet er sammensat af social- og sundhedshjælpere, social- og sundheds-assistenter, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter samt ernæringsfagligt og administrativt uddannede medarbejdere.


Ledelsen
Ledelsen af Sundhed & Omsorg består af:

  • Sundheds og omsorgschef Anne Stenbæk
  • Leder Stenslund Anni Andersen
  • Leder Bronzealdervej Bente Markfoged
  • Leder af træning og rehabilitering Charlotte Harrit
  • Leder af sygeplejen Louise Nyholm
  • Leder af hjemmeplejen  Lene Brygger Rasmussen

Kontaktoplysninger
Sundhed & Omsorg overordnede administration holder til i centerbygningen ved Stenslund.
Stenslund 6
8300 Odder
telefon: 87 80 32 43
E-mail: aeldreservice@odder.dk
Hjemmeside: aeldreomraadet.odder.dk


Virksomhedsgrundlag

Mission for Odder Kommunes Sundhed & Omsorg
- Fokus på SUNDHED

Sundhed & Omsorg anskuer enhver indsats fra en sundhedsvinkel. SUNDHED er nødvendigvis ikke fravær af sygdom. Sundhed kan anskues som en oplevelse af livskvalitet på trods af sygdom, handicap eller anden svækkelse. At være i stand til at mestre sin tilværelse uanset en fysisk eller psykisk lidelse.

På baggrund heraf, vil det altid være muligt at arbejde sundhedsfremmende også hos mennesker som har en kronisk lidelse eller fremadskridende svækkelse som følge af alderdom.

Vi tror på, at ethvert menneske kan udvikle sig hele livet igennem også gennem den sidste tid, hvor et ophold på plejehjem kan være nødvendigt. Derfor arbejder vi bevidst med at forbedre livskvaliteten og dermed sundheden hos borgere tilknyttet Sundhed & Omsorg.

Ud over at sikre at medarbejderne er velkvalificeret til at varetage alle kerneydelser indenfor Sundhed & Omsorgs  virksomhedsområde, viser følgende eksempler  hvordan Ældreservice konstant arbejder med fokus på sundhed.

  • Indførelsen af værdigrundlagt EDEN Alternative i Odder kommunes plejeboliger Stenslund og Bronzealdervej, som fokuserer på at skabe en indholdsrig og meningsfuld hverdag sammen med den enkelte ældre. Her kan du læse mere om EDEN tankegangen
  • Indførelse af ”Mad fra bunden” 3 dage om ugen kombineret med et  ”Fleksibelt madtilbud”  på Stenslund og Bronzealdervej til sikring af en høj kvalitet af mad til beboere i de kommunale plejeboligheder. 
    Du kan læse mere om projekt Mad fra Bunden som dannede beslutnings-grundlag for indførelse af Mad fra bunden 3 dage om ugen, her og det  Fleksible madtilbud.
  • Yderligere har alle medarbejdere i Ældreservice  gennemført uddannelsesforløb ”Aktiv Hverdag”, hvis formål er at sikre borgeren et Aktivt og selvstændigt hverdagsliv. Her kan du læse mere om Aktiv Hverdag.
  • I 2015 er der oprettet AKUT-team indenfor sygepleje, med fokus på tidlig opsporing af begyndende sygdom.
  • Herudover er der er fokus på anvendelse af velfærdsteknologi og bedre metoder til optimal forflytning af borgere.

Visioner for Sundhed & Omsorg
-  At samspillet mellem borgere og personalet opleves som:

  • Sundhedsfremmende og forebyggende  
  • Sammenhængende og helhedsorienteret  

Det er vigtigt, at borgeren oplever, at der er sammenhæng i den indsats vi yder. Derfor arbejder vi løbende på at optimere samarbejdet mellem vore forskellige faggrupper, som med hver deres faglige baggrund kan bidrage til den bedste sammenhængende indsats for borgeren.

Vi anskuer mennesket som en helhed, hvor respekten for det enkelte menneskes selvbestemmelse og medinddragelse er forudsætning for et godt samspil og vellykket indsats.


- At vi er en sund, attraktiv og konkurrencedygtig arbejdsplads

Vore medarbejdere er vores vigtigste ressource i at kunne opfylde mål og visioner. Det er alt afgørende, at vore medarbejdere trives og oplever indflydelse og ansvar i deres daglige arbejde.

Derfor arbejder Sundhed & Omsorg løbende på at forbedre såvel det fysiske som psykiske arbejdsmiljø og udvikling af den attraktive arbejdsplads. Som eksempel på konkrete initiativer hertil kan nævnes:

  • Sundhed & Omsorg har et internt kompetenceudviklingsprogram, som sikrer at medarbejdere løbende tilegner sig de nødvendige kompetencer, for at kunne varetage vores opgaver på en kvalificeret og hensigtsmæssig måde. Du kan se kompetenceudviklingsprogrammet her.
  • Oprettelse af trivselspulje, til afvikling af trivsels fremmende tiltag. Bestyres af samarbejdsudvalget i Sundhed & Omsorg. Under denne gruppe er der f.eks. igangsat relationsfremmende tiltag, hvor medarbejdere får tilskud til deltagelse i eget valgt arrangement i fritiden, når der blot er mindst 3 deltagere fra Sundhed & Omsorg.
  • Indførelse af fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse, hvor medarbejdere selv planlægger sin arbejdstid og derved får bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og privatliv. Her kan du læse mere om fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse.
  • I februar 2013 blev plejeboligenheden Bronzealdervej kåret som den mest rummelige arbejdsplads i Odder kommune. En kåring, som viser at der arbejdes seriøst med at fastholde mennesker i arbejde, såvel egne ansatte som ansatte fra andre virksomheder i Odder kommune. Det understreges af, at Bronzealdervej ligeledes har været indstillet til CSRpeopleprize i 2013 og 2015.