Boccia

Blikket er fast rettet med den hvide bold midt på gulvet. Lis går ned i knæ og svinger armen frem i et roligt tempo. Efter en kort lufttur triller den røde bold forbi den blå og hen mod den hvide. Lis smiler over hele hovedet og hopper lidt. Hun har netop lagt sin bold i førerposition.

Uanset om boccia-spilleren sidder i kørestol, er døv eller har nedsat funktionsevne i arme og ben er det altid glæde at spore, når de kaster en god bold. Eller ærgrelse at spore, hvis den er dårlig. Konkurrencen er en del af spillet, og selvom de ikke tæller sammen til slut, så er det vigtigt for alle deltagerne at komme tæt på den hvide bold.

Boccia spil
Lis er klar til at lægge sin røde bold tættest på den hvide.

Reglerne i boccia er enkle. Når den blå bold er nu tættest på, er det det røde holds tur. Sådan fortsætter spillerne, indtil alle 12 bolde er kastet. Herefter tæller dommeren point. Det hold der er tættest på den hvide bold får mindst 1 point. Er flere bolde tættere på end modstanderens, så får de flere point, alt efter hvor mange bolde, det drejer sig om.

Hver tirsdag kan seks brugere prøve kræfter med de farvede bolde. Om vinteren foregår det i gymnastiksalen, men om sommeren er det ude på græsplænen. Brugerne er delt op i en A, B og C-klasse alt efter funktionsniveau. På A-niveau er konkurrencen i højsæde, og holdet har valgt en kaptajn, der lægger taktik, mens det på C-niveau er processen, der er vigtig.

På alle niveauer er det tydeligt, at brugerne går op i spillet og har det er sjovt. Socialt møder brugerne hinanden på tværs af arbejdsgrupperne, og trods fysiske og psykiske forskelle hygger de sig sammen den time, som træningen varer.

Boccia kamp ude
Når solen skinner, rykker boccia-spillerne ud på græsset.