Tavlen

Rigtig mange brugere på Aktivitetscentret har brug for tryghed og vished. Det får de selvfølgelig via pædagogerne og individuelle tiltag på deres bosted, men på Aktivitetscentret har vi gjort lidt ekstra ud af det.

I foyeren er hele den ene væg inddraget til tavle. Tavlen viser, hvilke pædagoger der er i hvilke grupper, hvem brugerne skal spise frokost med, og hvilke brugere der er i de forskellige grupper. Desuden viser tavlen også dagens alternative tilbud.

Tavlen bliver hver eneste morgen opdateret af personalet, så brugerne fra deres indtræden på Aktivitetscentret klokken 9:00 kan skabe sig et overblik over dagen og derved suge den tryghed, de har brug for til sig. De får vished om, hvem de er sammen med denne dag, og de er klar over, hvad der skal ske indtil klokken 15.

Brugerne får hermed en god start på dagen, der gerne skal forplante sig til resten af dagen. Og det gør det. Er de i tvivl, kan de atter vende tilbage til tavlen, så de igen får ro i sjælen.

Tavlen
Synet der møder brugerne - og alle andre - når de møder på arbejde.