Endelig vedtagelse af Lokalplan nr. 3044 for Saxild Strand Badehotel med tilhørende § 25 tilladelse og Miljøvurderingsrapport

Kommunalbestyrelsen har på møde den 29.04.2025 vedtaget ovennævnte plan endeligt med mindre ændringer.

Mindre ændringer vedr. Lokalplan nr. 3044

Der er vedtaget mindre ændringer i lokalplanen i forbindelse med den endelige vedtagelse.

Herunder er det besluttet, at der fjernes to (strand)hytter længst mod syd og hotelfløj udvides. Lokalplanen giver dermed mulighed for maks. 18 hytter i stedet for maks. 20 og hotelfløj får plads til ca. 16 værelser i stedet for 10-12 værelser. 

Herudover er der sket mindre præciseringer/redaktionelle rettelser som kan læses i dagordenspunktet her.

Miljøvurderingsrapport, sammenfattende redegørelse § 25-tilladelse

I forbindelse med planlægning for Saxild Strand Badehotel er der udarbejdet en fælles miljøvurderingsrapport (miljøredegørelse), der omfatter såvel miljøvurdering (MV) af plangrundlaget samt miljøkonsekvensrapport (VVM) for det konkrete projekt.

I tilknytning til miljøredegørelsen er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse ligesom der nu ligger en endelig § 25-tilladelse. 

Her kan du se planerne

Lokalplan nr. 3044 kan ses her eller på Plan- og Landdistriktsstyrelsens hjemmeside www.plandata.dk samt på kommunens hjemmeside www.odder.dk.

Bemærk at bilag til Lokalplan nr. 3044 består overordnet af følgende dokumenter og findes til bagerst i lokalplandokumentet.

  • 25-tilladelse
  • Sammenfattende redegørelse
  • Miljøvurderingsrapport
  • Vandhåndteringsplan
  • Trærapport

 

Retsvirkninger

Når Kommunalbestyrelsen har bekendtgjort vedtagelsen af en lokalplan offentligt, er planen bindende for de ejendomme, der ligger inden for lokalplanens område. Det betyder, at der ikke må etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser.

Lovligt etableret bebyggelse eller lovlig anvendelse, der er etableret før lokalplanen blev offentliggjort, kan fortsætte som hidtil – også efter ejerskifte. Lokalplanen medfører ikke handlepligt til at gennemføre de bebyggelser eller anlæg, der er beskrevet i planen.

Lokalplanen er offentlig bekendtgjort d. 13.05.2025.

Klagevejledning

Hvis du mener, at retsregler eller retsprincipper ikke er fulgt i en afgørelse, der er truffet i henhold til lov om planlægning, kan du klage til Planklagenævnet, jf. planlovens § 58 stk. 1 nr. 3.

Ligeledes kan den sammenfattende redegørelse efter lov om miljøvurdering af planer og programmer påklages til Planklagenævnet, hvad angår retslige spørgsmål. § 25-tilladelsen (tidligere VVM-tilladelse) kan prøves i forhold til både retlige og skønsmæssige spørgsmål. 

Sådan klager man

Det er ved lov besluttet, at borgere, virksomheder og organisationer, som ønsker at klage til Planklagenævnet, skal klage via Klageportalen https://naevneneshus.dk/start-din-klage/

Planklagenævnet vil som udgangspunkt afvise klager, der ikke indgives via klageportalen, medmindre der er særlige grunde til det. Du kan få yderligere vejledning og oplysninger på www.naevneneshus.dk

 Klagen sendes gennem Klageportalen til Odder Kommune, og betragtes som indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i klageportalen.

Der skal betales et klagegebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer. Gebyret indbetales med betalingskort eller MobilePay i Klageportalen og tilbagebetales, hvis du får helt eller delvist medhold i klagen.

Klagefrist

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 60 stk. 1 og 2. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsesdatoen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klagefristen regnes i hele døgn. Det vil sige, at klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb.

Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal det ske inden for 6 måneder fra den dag denne annonce er offentliggjort jf. planlovens § 62 stk. 1. Annoncen offentliggøres den 13.05.2025.

 

Kommunalbestyrelsen

Senest opdateret 12-05-2025