Teknisk forundersøgelse af Fensholt Vådområdeprojekt

Det ca. 57 ha undersøgelsesområde ved Fensholt, er beliggende vest for Odder By i oplandet til Norsminde Fjord. Undersøgelsesområdet består af ådalen omkring Stampmølle Bæk mellem landsbyerne Torrild mod vest og Snærild mod øst. Stampmølle Bæk løber via Odder Å til Norsminde Fjord. Vandløbet er gennem området både åbent og rørlagt. Forundersøgelsen er udført med støtte fra EUs landdistriktsmidler.

Undersøgelsesområdet består både af naturarealer, arealer i omdrift samt permanente græsarealer. Undersøgelserne har resulteret i et konkret forslag til et i alt 22 ha stort vådområdeprojekt, som er fordelt på to delområder, der begge er beliggende i undersøgelsesområdet. De to projektområder består af både naturarealer samt arealer i omdrift og permanente græsarealer.


Oversigt over undersøgelsesområde og resulterende projektområde

Projektforslaget for de fremtidige forhold i ådalen omkring Stampemølle bæk ved Fensholt er udarbejdet under en række hensyn og præmisser:
Projektet skal opnå bedst mulig omkostningseffektivitet for fjernelse af kvælstof.
Projektet må ikke ændre på afvandingen af arealer beliggende uden for projektområdet.
Projektet må ikke påvirke de beskyttede rigkær eller medføre en væsentlig øget udvaskning af fosfor.

Projektforslaget omfatter tre forandringer i projektområdet, som bidrager til en ændret hydrologi og kvælstoffjernelse:
1. Sløjfning af dræn i projektområdet
For at skabe naturlig hydrologi i projektområdet skal det eksisterende drænsystem i projektområdet sløjfes.
2. Overrisling med drænvand
Ved afbrydelse af dræn og tilkastning af grøfter fra det bagvedliggende drænopland tvinges drænvandet ud på terræn eller tvinges til at sive gennem ådalens tørvejorder på vej mod vandløbene. Herved skabes der grundlag for en effektiv fjernelse af kvælstof og tilbageholdelse af fosfor.
3. Genslyngning og åbning af rørlagte strækninger
Stampmølle Bæk skal forlægges til et nyt genslynget tracé gennem de to delprojektområder, således, at vandløbet fremstår som et terrænnært naturligt slyngende vandløb, der løber i de naturlige lavninger i projektområdet. Projektforslaget rummer også frilægning af rørlagte strækninger af Stampemølle Bæk og Grønbæk i projektområdet.

Det primære formål med at lægge vandløbet i et terrænnært profil, er at sikre periodiske oversvømmelser af de vandløbsnære arealer. Omlægning af vandløbet skal udføres med respekt for de natur- og miljømæssige interesser og målsætningen af både vandløb og den omkringliggende natur. Af disse årsager må vandløbet ikke ligge så højt i terræn, at der kan skabes permanent sø omkring vandløbet. En sø i vandløbet vil have en negativ påvirkning af selve vandløbet og den omkringliggende beskyttede natur.

Projektets samlede kvælstofreduktion ved udtag af landbrugsarealer, overrisling/infiltrering samt oversvømmelse med vandløbsvand udgør i alt 2.033 kg N/år, hvilket svarer til en arealspecifik reduktion på 94 kg N/ha/år. Projektområdet er en del af oplandet til Norsminde Fjord, der ifølge bekendtgørelsen har et målsat reduktionskrav på 9,3 tons kvælstof. Gennemførsel af projektet vil derfor bidrage til opfyldning af kvælstofreduktionskravet til Norsminde Fjord.

Projektforslaget vurderes ikke at være i konflikt med øvrig lovgivning, planmæssige forhold eller beskyttelsesmæssige hensyn.

Læs Teknisk forundersøgelse Fensholt Vådområde

Bilag 3a, Projekterede tiltag, vest

Bilag 3b, Projekterede tiltag, øst

Bilag 4a: Afvandingskort, nuværende forhold, årsmiddel øst

Bilag 4c: Afvandingskort, nuværende forhold, årsmiddel vest

Bilag 5e: Afvandingskort, projekterede forhold, årsmiddel vest

Bilag 5f: Afvandingskort, projekterede forhold, årsmiddel øst

Bilag 11a: Længdeprofil af nuværende og projekteret vandløb, vest

Bilag 11b: Længdeprofil af nuværende og projekteret vandløb, øst

Logoer for EU og Miljø- og Fødevareministeriet