Natura 2000

Natura 2000 er et kort udtryk for internationale naturbeskyttelsesområder og er et netværk af beskyttede naturområder i EU. Disse naturområder skal bevare og beskytte naturtyper og vilde plante- og dyrearter. Både naturområderne og de vilde plante- og dyrearter er enten sjældne, truede eller karakteristiske for EU landene. Du kan læse mere om Natura 2000 på Naturstyrelsens hjemmeside.

Hvert medlemsland er forpligtet til at udpege en række områder, hvor en lang række af de vigtigste og mest truede arter og naturtyper findes. I Odder Kommune har vi to af disse områder; Natura 2000 området Horsens Fjord og Natura 2000 området Norsminde Fjord. For hvert område har kommunalbestyrelserne vedtaget en naturhandleplan. Naturhandleplanen er en plan for, at både natur og de plante- og dyrearter området skal beskytte sikres fremgang.

Planen for Kysing Fjord kan ses her

Planen for Horsens Fjord, havet øst for og Endelave, kan ses her.

Du kan se arealerne på et kort  (Webløsningen fungerer udelukkende i browseren Explorer)

 

Bilag IV arter
Udover beskyttelsen af en række naturtyper og en række plante- og dyrearter, har medlemslandene af EU forpligtiget sig til at beskytte en række plante- og dyrearter også udenfor Natura 2000 områderne, de såkaldte Bilag IV arter. Du kan læse mere om Bilag IV arterne på Naturstyrelsens hjemmeside

I Odder Kommune har vi følgende arter, som er Bilag IV arter; odder, grønbroget tudse, strandtudse, stor vandsalamander, løvfrø og alle flagermus. Derudover er det sandsynligt, at der kan optræde spidssnudet frø og markfirben i kommunen. Der findes på nuværende tidspunkt ingen sikre observationer.

Hvis du ser en Bilag IV art i Odder Kommune, er du velkommen til at sende din observation ind på mailadressen; miljoe@odder.dk.

Særlige regler for Natura 2000 områder
Er du ejer af arealer inden for et Natura 2000 område, skal du være opmærksom på, at bestemte former for driftsændringer eller aktiviteter kræver en forudgående anmeldelse til enten kommunen eller Skov- og Naturstyrelsen, også selvom disse ikke normalt kræver tilladelse. Du kan læse mere om denne anmeldeordning på Naturstyrelsens hjemmeside.

Særlige tilskudsordninger til lysåben natur i Natura 2000 områder
Indenfor Natura 2000-områderne er der særlige muligheder for at søge støtte til naturforbedrende tiltag på lysåbne naturarealer. Der kan blandt andet søges tilskud til rydning, hegning, løbende pleje af græs- og naturarealer samt etablering af naturlige vandstandsforhold. 

Tilskud til Natura 2000-områder er en del af det danske Landdistriktsprogram, hvor midlerne medfinansieres af EU. 

I Landbrugsstyrelsens folder Naturpleje i Natura 2000 beskrives tilskudsordningerne, hvoraf flere er beskrevet herunder:

Rydning og forberedelse til afgræsning i Natura 2000
Nogle af naturarealerne i Natura 2000-områderne er under tilgroning med træer og buske og her er der behov for at gøre nogle forberedelser, før en egentlig naturpleje kan iværksættes. 
Efter denne ordning kan man få dækket omkostninger til at:

• rydde tilgroede arealer for træer og buske
• forberede et areal til afgræsning dvs. etablere hegn, drikkevandsforsyning, fangfolde og elforsyning

Tilskuddet gives til særligt udpegede arealer indenfor Natura 2000-områderne. Læs mere om ordningen: Tilskud til forberedelse til afgræsning. 

I 2018 er ansøgningsrunden åben fra 1. august  til 20. september. 

Pleje af græs- og naturarealer (5-årig)
En stor del af de lysåbne naturarealer vil, hvis de ikke plejes, blive tilgroet med buske og træer. Det forringer vilkårene for de særlige planter, som kræver meget lys og plads for at vokse. Uden vedvarende naturpleje, vil de til slut forsvinde helt fra arealet, sammen med bl.a. de sommerfugle, som er knyttet til dem.

Efter denne ordning kan man få driftsstøtte til at pleje græs- og naturarealer. Plejen kan bestå i afgræsning eller slæt.

Der gives 5-årig tilsagn om tilskud til arealer, som enten ligger helt eller delvist indenfor et Natura 2000-område eller har en høj naturværdi. Læs mere om ordningen under Pleje af græs- og naturarealer.

I 2018 åbner ansøgningsrunden den 1. februar 2018 og lukker den 21. april 2018. 

Hvis du er interesseret i at lade dit areal indenfor et Natura 2000-område afgræsse, men mangler f.eks. hegn eller andre nødvendigheder, er du velkommen til at kontakte Odder Kommune for råd og vejledning.

Andre tilskudsordninger
Der er flere andre tilskudsordninger, som kan være relevante, hvis man ønsker at gøre en ekstra indsats for at fastholde eller forbedre naturkvaliteten i et Natura 2000-område. Samtlige tilskudsordninger er beskrevet i Landbrugsstyrelsens tilskudsguide.

Tilskud til skov inden for Natura 2000
Danmark har en forpligtelse til at beskytte truede dyre- og plantearter og mange af disse arter er knyttet til levesteder i skove. Det er nødvendigt at tage særlige hensyn i skovdriften, for at sikre levestederne for biodiversiteten. Private og kommunale skovejere i et Natura 2000-område kan søge tilskud til skov med biodiversitetsformål at beskytte de skovnaturtyper og -arter, der er omfattet af Natura 2000. Formålet med tilskud til skov med biodiversitetsformål er at bidrage til, at sikre stabile levesteder for de arter, som er tilknyttet skov. I skov med biodiversitetsformål tages de nødvendige hensyn, ved at skabe muligheder for ekstensiv skovdrift, skovgræsning, bevaring af gamle træer og genetablering af naturlige vandstandsforhold. 

Tilskud ydes til en række aktiviteter, som bevarer eller fremmer biodiversiteten på bestemte skovarealer:

  • Ekstensiv skovdrift, som omfatter naturlig foryngelse og stævning, begrænset jordbearbejdning, fremme af karakteristiske og hjemmehørende træarter og bevaring af dødt ved mm.

  • Skovgræsning, hvis det konkret vurderes at arealet har naturmæssig gavn af græsningsdrift.

  • Etablering af naturlige vandstandsforhold, hvis det konkret vurderes, at arealet har naturmæssigt gavn af hævede vandstandsforhold.

  • Bevaring af 5-20 hjemmehørende træer pr hektar til naturligt henfald.

  • Rydning af uønsket opvækst, hvis det konkret vurderes, at arealet har større naturmæssig gavn af rydning, end af den nuværende tilstand.

  • Særlig indsats for bilag IV arter både i og udenfor Natura 2000 områder

Projekterne finansieres af EU’s landdistriktsmidler. I 2018 åbner ansøgningsrunden den 1. juli 2018 og lukker den 1. september 2018.

Læs mere om tilskud til skov med biodiversitetsformål