Illustration af en mulig kattegatforbindelse

Info om Kattegatforbindelsen

Beslutningen om at lave forundersøgelsen af den mulige Kattegatforbindelse blev oprindeligt truffet af den tidligere regering i 2018, og den nuværende regering har bakket op om beslutningen. Den beslutning er således alene truffet på Christiansborg – ikke i Odder Byråd.

Forundersøgelsen forventes at tage tre år, og afsluttes forventeligt i slutningen af 2021. Mere end ti kommuner er berørt af undersøgelsen. I Østjylland er det Syddjurs, Aarhus, Skanderborg, Horsens, Odder og Samsø, men også en række kommuner på Sjælland er berørt, afhængigt af den mulige linjeføring.

Det bliver Folketinget – og ikke Odder Byråd – der kommer til at forholde sig til rapporten om forundersøgelsen. Det sker efter planen i løbet af 2022.

Da ingen på nuværende tidspunkt kender resultatet af forundersøgelsen og rapporten, så er det også umuligt at vide, hvad politikerne på Christiansborg beslutter om den mulige Kattegatforbindelse. Projektet kan blive forkastet, der kan anmodes om supplerende undersøgelser eller der kan måske træffes en principbeslutning om at gå videre med forbindelsen. I så fald skal der laves en egentlig VVM-undersøgelse af hele projektet – en undersøgelse, der sandsynligvis vil tage to til tre år at lave.

Derfor vil det tage ganske mange år – forventeligt omkring 2025 – før end der træffes en endelig beslutning om en mulig Kattegatforbindelse.

Du kan læse meget mere om projektet på kattegat.dk hvor du også kan læse meget mere om, hvad der aktuelt undersøges og de mulige linjeføringer.