Helårsbeboelse i sommerhus

Om sommeren kan alle sommerhusejere og lejere benytte sommerhuset, som de ønsker. Men om vinteren, dvs. fra 1. oktober - 31. marts, må beboelse i sommerhuse ifølge planlovens § 40 kun ske som ”kortvarige ferieophold”.

Hvad står der i planloven?
Bestemmelsen om, at sommerhuse ikke må bebos hele året, håndhæves strengt. Bestemmelsen er et krav fra EU pga. den danske særregel, der fastsætter, at udlændinge ikke må købe sommerhuse i Danmark. Derfor kræver EU, at kommunerne fører kontrol med, at alle danske sommerhusområder primært anvendes til fritidsformål. Endvidere skal forbuddet mod helårsbeboelse i sommerhusområder sikre, at karakteren af disse områder bevares.

Bo lovligt i sommerhus om vinteren
Sommerhuse kan lovligt anvendes til beboelse i perioden fra 1. april - 30. september. Uden for denne periode kan sommerhuse som hovedregel kun anvendes til kortvarige ferieophold m.v., hvilket vil sige sammenlagt 3 - 4 uger samt weekender og helligdage. Det betyder, at en bolig i et sommerhusområde lovligt kan benyttes til beboelse af ejeren eller en eller flere lejere i sammenlagt ca. 30 uger årligt.

Pensionistreglen
Imidlertid gælder særlige regler for pensionister.
Ifølge planlovens § 41 har pensionister en personlig ret til at bo i sommerhuset hele året, hvis vedkommende:

  • har ret til folkepension,
  • modtager efterløn eller pension og er over 60 år,
  • modtager førtidspension i henhold til lov om social pension, 
  • har ejet sommerhuset i mindst 8 år.

Pensionistreglen giver samtidigt en ægtefælle, samlever og ikke voksne børn lov til at bo i sommerhuset sammen med pensionisten. Hvis pensionisten fraflytter eller sælger sommerhuset, skal hele husstanden flytte. Hvis pensionisten dør, kan ægtefælle, samlever eller ikke voksne børn fortsat bo lovligt i sommerhuset.

Pensionister behøver alene at tilmelde sig Folkeregisteret på sommerhusadressen, hvis de beskrevne betingelser er opfyldt. De behøver ikke at søge om tilladelse til helårsbeboelse. Pensionister skal, hvis kommunen forlanger det, være i stand til at dokumentere:

  • hvor længe vedkommende har ejet sommerhuset,
  • at de nævnte betingelser for at være pensionist er opfyldt.

Pensionister har altså ikke en generel ret til at bosætte sig i et hvilket som helst sommerhus.
Pensionister kan heller ikke overføre sin 8 års ”anciennitet”, hvis vedkommende vil købe et andet sommerhus.

Dispensation
Efter planlovens § 40, stk. 2 kan byrådet i særlige tilfælde dispensere fra forbuddet om helårsbeboelse i et sommerhusområde. En dispensation er personlig og gives kun til ejeren af sommerhuset. En dispensation bortfalder ved ejerskifte, og når boligen ikke længere anvendes til helårsbeboelse. Huset har altså ikke fået helårsstatus.

En personlig dispensation kan gives:

  • til ejere eller forpagtere af dagligvarebutik, hotel, restaurant og lign, når det er nødvendigt at bo i sommerhuset af hensyn til virksomhedens drift,
  • til ejere, der i forbindelse med køb af ejendommen fejlagtigt af kommunen har fået oplyst, at denne lovligt kan benyttes til helårsbeboelse,
  • til ejere, der er pensionister, og som har ejet deres sommerhus i mindst 5 år,
  • til ejere, der har en alvorlig sygdom og invaliditet, hvor en rimelig tilværelse kun kan opnås i sommerhuset, 
  • ved sygdom (kroniske luftvejslidelser), som ifølge speciallægeerklæring kun kan mildnes ved bopæl ved vandet, 
  • ejer der nærmer sig pensionsalder.

Dispensationen betyder, at ejeren lovligt kan bo hele året i sommerhuset. Desuden kan ægtefælle, samlever og ikke voksne børn flytte ind i husstanden.

Hvis ejeren, der har dispensation, fraflytter sommerhuset, skal hele husstanden flytte. Hvis ejeren, der har fået dispensation dør, kan ægtefælle, samlever eller ikke voksne børn fortsat bo lovligt i sommerhuset.

2½ måneds forlænget flyttefrist
Odder Kommune modtager mange henvendelser om tilladelse til beboelse i sommerhus. Langt den overvejende del omhandler tilladelse til beboelse i sommerhus i en kortere periode, fordi ansøger er blevet midlertidig boligløs. I disse tilfælde kan der gives op til 2½ måneds forlænget flyttefrist, så ansøger får lidt ro til at finde en anden bolig. Fristen kan også gives til lejer af et sommerhus, men kun når lejer bor der før den 1. oktober.

Beslutningen om at bo i sommerhus hele året
Du bør overveje det nøje, før du beslutter dig for at bo i sommerhus hele året.
Det kan være barsk at bo i et sommerhusområde i den mørke vinterperiode, hvor der ikke er gadelys. Alle veje i sommerhusområder er udlagt som private fællesveje, og udgiften til vedligeholdelse og drift af disse påhviler de lodsejere, der har adgang ad disse veje. Snerydning er nederst i prioritetsrækkefølgen, hvilket kan betyde, at bl.a. post og renovation i en periode ikke kan komme frem. Hertil kommer, at indkøbsmuligheder samt offentlig- og privat service ikke umiddelbart ligger inden for gå- og cykelafstand.

Kontakte Plan på e-mail: plan@odder.dk eller tlf. 87803333 ved spørgsmål.