Vejledning i hønsehold i Odder Kommune

Før man etablerer et hønsehold
Hønsehold kan give anledning til støj- og lugtgener, samt eventuel tilhold af rotter. Etablering bør derfor altid ske under ordnede forhold.
Kommunen anbefaler, at du tager naboer med på råd om eksempelvis placering af hønsehuset, indretning og drift for at forebygge eventuelle klager, hvis du påtænker at etablere et hønsehold.

Inden opførelse af hønsehus og -gård kan det være en god idé at kontakte kommunens afdeling for Byggeri, så bestemmelserne i bygningsreglementet bliver overholdt. 
Bemærk at der kan være lokale vedtægter i ejerforeninger vedrørende hønsehold.

Krav til indretning og drift
- Hønsehold skal etableres med et hønsehus og en indhegnet hønsegård, der skal sikre, at hønsene ikke kan færdes frit.

- Hønsehuset og -gården skal placeres mindst 2,5 meter fra skel og skal mindst være 2 m2 pr. 3 hønsefugle.

- Hønsehuset skal være sikret mod rotter.

- Foderet bør opbevares i skadedyrssikrede beholdere. For at undgå eksempelvis rotter, bør beholderne hæves ca. 35 cm over terræn og være ca. 60 cm dybe.

- Ved hold af haner, hanekyllinger eller i tilfælde af støjgener i nat- og morgentimerne, skal fuglene holdes indelukket i et mørkelagt hønsehus fra kl. 20.00 til kl. 07.00 i hverdage og fra kl. 20.00 til kl. 08.00 lør-, søn- og helligdage.

- Hønseholdet må ikke give anledning til væsentlige lugtgener og der skal rengøres i hønsehuset mindst en gang om ugen. Gødning fra hønsene skal enten fjernes fra ejendommen via dagrenovation, komposteres eller straks nedgraves i jorden på et egnet sted.

-Giver dit hønsehold anledning til klager kan kommunen afgøre om hønsehuset skal støjisoleres eller evt. fjernes.

Fugleinfluenza
I forbindelse med fugleinfluenza har Fødevarestyrelsen indført en række regler for hobbyhold af fjerkræ. På Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk findes mere information om fugleinfluza.