Oversvømmelser


Oversvømmelse ved Rævs Å i 2009

Alle vandløb kan få oversvømmelser
Dræn og vandløb er beregnet til at kunne tage bestemte mængder vand. Hvis der kommer mere vand end normalt ved kraftige regnskyl eller tøbrud, overstiger vandmængden ledningernes kapacitet og der vil forekomme oversvømmelser. Nogle ejendomme ligger i lavninger eller i gamle ådale og kan være særligt udsatte for oversvømmelser. Denne type oversvømmelser kan ikke hindres, og de skal tåles!

Oversvømmelser på landet
På landet løber vandet væk gennem åbne og rørlagte vandløb og dræn. Hvis oversvømmelsen ikke skyldes kraftig regn eller tø, skal du som lodsejer undersøge dine egne dræn og vandløb for fejl og forstoppelse. Som lodsejer skal du sørge for at vedligeholde dine vandløb og dræn. Hvis der er forstoppelser eller fejl i dine vandløb og dræn, skal du selv sørge for vedligeholdelse og reparation. Hvis du er sikker på, at der ikke er fejl og mangler i dine vandløb og dræn, bør du tale med dine naboer, så I sammen kan finde ud af, hvor fejlen er. Hvis det ikke er muligt at løse problemerne selv eller sammen med naboerne, er der mulighed for at rejse vandløbssag mod din nabo hos vandløbsmyndigheden (Odder Kommune). Se folderen om at rejse vandløbssag mod en nabo (åbner i pdf)

Oversvømmelser i byen
I Odder by og nogle af landsbyerne løber det meste vand væk gennem regnvandsledninger. Der kan dog også være både åbne og rørlagte vandløb og dræn i byerne. Regnvandsledninger drives af Odder Spildevand. Hvis regnvandsledningerne er stoppet til, kontaktes Odder Spildevand .

Offentlige vandløb
Hvis oversvømmelsen skyldes fejl i offentlige vandløb, bedes du venligst kontakte Odder Kommune, Miljø tlf. 8780 3333, som tager sig af fejlen.

 
Oversvømmelse ved Odder Å januar i 2007 (foto: Ib Salomon)

Hvordan forsvinder vandet fra markerne
Det meste af vandet på marken trænger ned i jorden. En mindre del fordamper. Vandet, som trænger ned i jorden, fortsætter enten ned til grundvandet eller ned til drænene. Drænene løber ud i større rørlagte vandløb eller i åbne vandløb. Vandløbene løber til sidst ud i havet.

Vandløb og dræn har mange forskellige størrelser. Vandløbenes størrelser er afgørende for, hvor meget vand der kan ledes væk, og hvor ofte der står vand på marken.

Ønske om et større vandløb
Ændringer af vandløbs størrelse kaldes reguleringer. Hvis du ønsker at gøre dit vandløb større, så det kan lede mere vand, skal du udarbejde et reguleringsprojekt, som skal godkendes af vandløbsmyndigheden (dvs. Odder Kommune).  Du skal dog være opmærksom på:

  • Det er meget svært ved at undgå oversvømmelser i lavtliggende områder.
  • Hvis et vandløb gøres større, er det som regel nødvendigt også at gøre vandløbene neden for større.
  • Alle reguleringsprojekter skal godkendes af vandløbsmyndigheden. 
  • Det er svært at få en godkendelse, hvis projektet er til skade for miljøet i vandløbet. 
  • Hvis andre får problemer på grund af et projekt, kan de kræve erstatning
    erstatning

 

Oversvømmelse ved vandløb