Vandløbsregulering

Hvad er reguleringer
Enhver ændring af vandløbsskikkelsen, dvs. både forløb, bredde, bundkote og skråningsanlæg, skal behandles som reguleringer uanset vandløbets klassifikation. Før du må regulere på et vandløb skal vandløbsmyndigheden (Odder Kommune) godkende et reguleringsprojekt. Hvis du ændrer på et vandløb, så det kan lede mere eller mindre vand, kan det påvirke afledningen hos naboer, både opstrøms og nedstrøms. Derfor skal naboer have mulighed for at få indflydelse på et planlagt projekt.

Ændrer du på et vandløb uden den nødvendige godkendelse, kan du blive straffet. Straffen kan omfatte politianmeldelse og bøde. Endvidere kan du også pådrage dig et ansvar for skader på naboers ejendomme. Endelig kan du komme til at betale for at bringe vandløbet tilbage til udgangspunktet.
 

Regulering af Odder Å

Hvad er et reguleringsprojekt
Et reguleringsprojekt er en beskrivelse af den ændring, som ønskes gennemført i et vandløb. Projekter kan udarbejdes af både lodsejere og vandløbsmyndighed.

Ændringer kan være at sno vandløb (mæandrere), at genåbne rørlagte strækninger, at lægge gydegrus ud til ørreder, at lave broer og overkørsler, at flytte vandløb til et andet sted samt at skifte til større eller mindre diametre i rørledninger. Kort sagt alle former for ændringer skal beskrives i projekter.
Se folderen om regulering af vandløb

Vandløbsmyndighedens behandling af en ansøgning
Ansøgning/projektforslaget sendes i høring hos berørte myndigheder.
Hvis du i et projektforslag tager de nødvendige hensyn til vandløbets afstrømning og miljø, kan vandløbsmyndigheden beslutte, at projektforslaget skal fremmes (dvs. foreløbig accept). Derefter skal ansøgning/projektforslaget offentliggøres med 4 ugers indsigelsesperiode. Offentliggørelsen sker ved annoncering i Odder Avisen og på OdderNettet.

Indsigelser
Vandløbsmyndigheden skal vurdere rettidigt indsendte indsigelser og ansøgningen kan justeres efter indsigelserne, hvis de er relevante for vandløbets afstrømning og miljø. Efter eventuelle justeringer kaldes ansøgningen for et reguleringsprojekt.

Andre forhold
Inden Vandløbsmyndigheden kan godkende et projekt, skal to forhold være bragt i orden:

1. Der skal være givet nødvendige godkendelser efter anden lovgivning, herunder bl.a. Naturbeskyttelsesloven, Miljøbeskyttelsesloven, Ferskvandsfiskeriloven, Vandforsyningsloven og Museumsloven. Hvis der ikke kan opnås godkendelse efter andre love, kan vandløbsmyndigheden ikke godkende projektet.
 
2. Der skal være opnået enighed om økonomiske spørgsmål, herunder bl.a. spørgsmål om partsfordelinger og erstatninger. Uenighed om økonomiske spørgsmål afgøres af Taksationsmyndighederne.

Godkendelse og offentliggørelse
Hvis reguleringsprojektet godkendes af vandløbsmyndigheden, skal det offentliggøres med en 4 ugers klagefrist. Hvis der indkommer klager inden for klagefristen, skal disse behandles af By- og Landskabsstyrelsen, inden anlægsarbejdet må sættes i gang.

Godkendelsen indeholder:
• En beskrivelse af projektet.
• Vilkår for arbejdets udførelse og bestemmelser om tilsyn. Vilkårene vil være specifikke for den enkelte godkendelse.
• Frist for arbejdets udførelse og for indberetning til Vandløbsmyndigheden.

Ansøgning om vandløbsprojekt
Ansøgningsskema i pdf format kan hentes her.
Ansøgningsskema i Word format kan hentes her:

Ansøgning med beskrivelse af projekt, kort og andre relevante bilag sendes til:

Odder Kommune, Miljø
Rådhusgade 3
8300 Odder
E-mail: miljoe@odder.dk