P-pladser i Odder Kommune

Parkeringspladser i Odder by


Parkeringspladser - land

 

Parkeringsbekendtgørelse
Kommunal bekendtgørelse om standsning og parkering m.v. i Odder Kommune

I medfør af færdselslovens § 92, stk. 1. nr. 1. og § 92 C, stk. 4, samt lov om offentlig vej § 107, samt bekendtgørelse om parkeringskort for personer med handicap § 11, stk. 1 nr. 3, litra b, fastsættes hermed med samtykke fra politidirektøren i Østjyllands Politi følgende færdselsmæssige supplerende bestemmelser om standsning og parkering inden for de med byzonetavler E55, tættere bebygget område, afmærkede områder.

Generelle regler
§ 1 De anvisninger og begrænsninger for standsning og parkering, som er markeret ved skilte eller anden afmærkning, eller i øvrigt er indeholdt i færdselslovgivningens almindelige bestemmelser, ændres ikke ved reglerne i denne bekendtgørelse.

Benyttelse af vejareal til parkering
§ 2. Parkering af motorkøretøjer med tilladt totalvægt over 3500 kg, påhængskøretøjer, herunder campingvogne tilkoblet motorkøretøjer, traktorer, motorredskaber, udstyr m.v. hertil, er forbudt i tiden fra kl. 18.00 til kl. 06.00 på hverdage og lørdage, samt hele døgnet på søn- og helligdage på gade, vej og plads.
Undtaget for parkeringsforbuddet er de pladser, hvor parkering med disse køretøjer ved skiltning er tilladt.

Af hensyn til klargøring samt af- og pålæsning er det tilladt at parkere campingvogne i indtil 24 timer i gader, hvor der ikke er parkeringsrestriktioner.

§ 3. På følgende kommunevej må køretøjer under 3500 kg standse og holde delvist parkeret på fortov, såfremt der er minimum 1,5 m tilbage af fortovet til fodgængeres frie passage:

  • Stensvej i Odder
  • Mørupsvej i Odder
  • Stiftelsesvej i Odder
  • Nørreled i Hov
  • Øster Allé i Hov

Cykler, motorcykler og knallerter må holde parkeret på alle fortove, hvor der minimum er 1,5 meter tilbage af fortovet til fodgængeres frie passage. Samtidig må det ikke være til gene for butikker, forretninger, restauranter, servicefunktioner m.m.

Benyttelse af parkeringspladser
§ 4. Ved parkeringsplads forstås i denne bekendtgørelse de pladser, der er afmærkede eller på tydelig måde indrettet til parkering. Parkering på disse pladser skal ske i overensstemmelse med afmærkning på stedet (tidsbegrænsning, vægtbegrænsning, brugerbegrænsning m.m.). Hvor der er afmærkede parkeringsbåse, må ingen del af det parkerede køretøj række uden for det afmærkede område.

Strafbestemmelser
§ 5. Ved overtrædelse af denne bekendtgørelse pålægges afgift i medfør af færdselslovens § 121 og § 122a.

Ikrafttrædelse
§ 6 Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. februar 2017.
Vedtaget af Odder Kommune den 17. januar 2017.

Odder byråd