Spildevand fra virksomheder

Odder Kommune skal ansøges om spildevandstilladelse til afledning af spildevand, jf. miljøbeskyttelsesloven.

Hvis der fra virksomheden udelukkende afledes almindeligt sanitetsspildevand samt overfladevand stilles der normalt ikke særskilte krav til spildevandets kvalitet.

Afledes processpildevand meddeler Miljø, efter ansøgning, særlig tilladelse jf. kapitel 4 i miljøbeskyttelsesloven, hvor der fastsættes nærmere vilkår for afledningens mængdemæssige størrelse, indholdet af forurenende stoffer samt vilkår om målinger mv.

På baggrund af kravene i spildevandsplanen afgør Miljø, om der skal træffes særlige foranstaltninger, f.eks. etablering af forsinkelsesbassin på egen grund.

Afledning af spildevand til offentlig kloak
Tilladelse til afledning af spildevand til offentligt kloaksystem meddeles af Odder Kommune.
Der henvises også til Odder Spildevand.

Kravet om at der foreligger en særlig spildevandstilladelse mht. afledning af processpildevand til offentlig kloak kan kun fraviges, hvis Miljø vurderer at afledningen er miljømæssig ubetydelig.

Ved alle former for afledning til kloak gælder, at der skal meddeles en tilladelse til tilslutning til det kloakforsyningens kloak ved nyetablering på en virksomhed eller ved ændring af den bestående tilslutning. Dette vedrører ikke spildevandets kvalitet men udelukkende afledte mængde - herunder især afledning af overfladevand og regnvand.

Direkte udledning af spildevand til recipient
Tilladelse til afledning af processpildevand direkte til vandløb, sø eller hav - altså hvor afledning ikke sker til offentlig kloak - meddeles efter ansøgning til Odder Kommune.

Dog meddeles tilladelse til direkte udledning, efter ansøgning, af staten - hvis udledningen sker fra en virksomhed, hvor staten er godkendelsesmyndighed.

Nedsivning af processpildevand
Tilladelse til nedsivning af processpildevand til jorden meddeles, efter ansøgning, af Odder Kommune.