Ny pædagogisk leder i daginstitutionen Udgård

18-10-2022

Fra den 1. november hedder den pædagogiske leder i daginstitutionen Bifrosts afdeling Udgård Sophia Lundorff.

For forældre og kollegaer i Udgård er Sophias navn næppe nyt – hun har nemlig indtil nu siddet i en stilling som pædagogisk koordinator i institutionen. Samtidig bor hun i kommunen, så hun kender både den og institutionen.

”I forbindelse med min kandidatuddannelse i pædagogisk sociologi flyttede jeg til København, men inden da var jeg faktisk pædagogmedhjælper i Asgård. Så det var lidt som at komme hjem, da jeg fik job her, og jeg glæder mig til den her nye udfordring,” siger Sophia Lundorff.

Hun har to gange været konstitueret pædagogisk leder i Udgård, og derfor er det også med ro i maven at et enigt ansættelsesudvalg pegede på hende, fortæller Annette Torntoft, der er leder af daginstitutionen Bifrost.

”Vi vil gerne have pædagogiske ledere på alle vores matrikler, som er tæt på praksis, og det må man sige at Sophia er. Samtidig er hun både fagligt og personligt et godt match til Udgård, så vi er glade for at kunne byde hende velkommen i lederteamet,” siger hun.