Invitation til Mandagspolitik

01-02-2023

Borgere kan nu være med til at snakke om punkterne på Kommunalbestyrelsesmøder inden mødet.

Kommunalbestyrelsen er optaget af at arbejde mere bevidst med borgerinddragelse og ønsker derfor at afprøve nye tiltag. På Kommunalbestyrelsesmøde den 31. januar har en samlet Kommunalbestyrelse sagt ja til at afprøve Mandagspolitik, som er en ny form for dialog med borgerne.

Mandag inden et Kommunalbestyrelsesmøde vil to-tre politikere mødes med interesserede borgere og snakke om de punkter på dagsordenen, som borgerne finder mest interessant.

Formålet med Mandagspolitik

Formålet med Mandagspolitik er at være nysgerrig på sagen og dens indhold og sammen blive klogere. Såvel borgere som kommunalpolitikere kan gennem drøftelserne få udvidet deres viden og perspektiver omkring en sag.

Der er vedtaget tre dogmer, der skal gælde for samtalen:

  • Vi sørger alle for en god tone og atmosfære
  • Vi er her for at blive klogere (ikke for at få ret eller blive enige)
  • Vi værdsætter forskellige perspektiver

Der er afsat to timer til mandagspolitik og første gang bliver mandag den 27. februar kl. 19-21. Det kræver tilmelding at være med og det bliver annonceret via de medier, Odder Kommune benytter, når der er åbent for tilmelding.

Mandagspolitik er inspireret af Morgenpolitik i Aarhus Kommune, der er initieret af Sager der Samler.

Se debatten på Odder NetTV

Se eventuelt debatten på kommunalbestyrelsesmødet d. 31. januar 2023 om punktet: