Fra 1. juni 2023 er der nyt navn på døren ved økonomichefen på Odder Rådhus. Nu hedder chefen Birgitte de Place og stillingen hedder ”økonomi- og administrationschef”. For de, der har deres gang på rådhuset, er Birgitte et kendt navn, da hun har været ansat i Odder Kommune siden 2002 og har været konstitueret økonomichef siden marts.
” Det bliver spændende at videreføre det arbejde, der er igangsat omkring dannelse af en samlet enhed for økonomi og administration. Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet,” siger hun.
På direktionsgangen er der også stor tilfredshed med at Birgitte de Place nu bliver økonomi- og administrationschef.
”Det var et stærkt felt, men jeg er ikke i tvivl om at vi har valgt rigtigt. Med Birgitte får vi en stærk leder, både fagligt og personligt – og oven i købet en, der kender kommunens økonomi indefra. Så jeg glæder mig over at kunne byde Birgitte velkommen i ledelsen,” siger Henning Haahr, der er kommunaldirektør i Odder Kommune.
Birgitte de Place tiltræder stillingen fra 1. juni 2023 og udfylder dermed en af de sidste pladser i den nye koncernledelse i Odder Kommune.