Børnene åbnede 2017 med sang og dans

olen skinnede og humøret var højt blandt store og små, da der var børneåbning af Europæisk Kulturhovedstad 2017 i Odder Kommune. Først var det kommunens dagpleje- og børnehavebørn, der var samlet i VitaPark for at synge og danse. Senere kom mere end 2000 skolebørn og sluttede sig til festen.

Albertes sang
Med hjælp fra Odder Musikskole sang børnene Alberte Windings sang "Ønskelandet", der er skrevet til formålet. De begejstrede børn sang godt med på sangen og skabte en festlige åbning af 2017. 

Alle 19 kommuner, der er med i Kulturhovedstad 2017, holdt fredag den 20. januar en børneåbning af kulturåret, inden den officielle åbning lørdag den 21. januar.

Har øvet længe
Op til åbningen har børnene i Odder Kommune øvet sangen og trænet dansen. Omkring 50 elever fra otte skoler i Odder Kommune har været på workshop i dansen for at kunne lære den videre til deres kammerater.

Børnene har også arbejdet med temaet Ønskelandet. Omkring 800 dagplejebørn, børnehavebørn og skoleelever har arbejdet med  plexiglasplader. 400 børnehavebørn har bygget deres egne ønskelande med genbrugsmaterialer. Desuden er der flere skolebørn, der har arbejdet med at udsmykke nogle særlige net af jern og andre arbejder med videoproduktioner. Det hele blev udstillet i VitaPark til åbningen.

Sidst på eftermiddagen om fredagen var VitaPark åben for alle borgere, der kunne se de mange flotte kreationer, børnene har lavet.

Anne Bonefeld (V), formanden for Børn, Unge og Kulturudvalget holdt en tale om kulturåret, og alt det man kan glæde sig til i Odder Kommune i 2017.

Banner for Odder en del af Europæisk Kulturhovedstad

Lokale højdepunkter i løbet af 2017
Ud over børneåbningen er der også mange andre spændende begivenheder i kulturåret. Det er bl.a.:

28. april Design to improve life – live nyhedsshow
Saksild Skole er med i dette entreprenørskabsprojekt, som handler om at finde på bæredygtige løsninger på globale udfordringer. Konceptet er, at den samme klasse er med i et treårigt forløb, hvor de hvert år får en samfundsrelateret udfordring, som de skal komme med løsningsforslag til. Der er elever fra forskellige otte kommuner med i projektet, som drives af Index – design to improve life.
I foråret 2017 får eleverne deres sidste udfordring og den 28. april mødes flere hundrede børn og lærere til den store afslutning med et live nyhedsshow i Odder.
Hvor: Odder (tid og sted kommer senere)
Publikum: Deltagende skoler samt presse
Pris: Gratis
I samarbejde med: Index – design to improve life
Læs merepå : challenge.designtoimprovelife.dk

15.-20. maj Senses of cities
’Senses of Cities’ inviterer børn og voksne på en opdagelsesrejse ind i vores sanser. Inde i en kæmpe sanse-skulptur kan publikum først opleve en indbygget interaktiv sanse-udstilling og selv afprøve sanserne ved at smage, lugte, se og høre. Herefter skal publikum sammen med skuespillerne Stine og Jakob vække dukken Lauras sanser i en musikalsk teaterforestilling. Og når hele sanseoplevelsen er fordøjet, bliver du sluppet ud af skulpturen med en prut…hvid støj sceneproduktion står bag kunstværket og forestillingen ’Senses of Cities’. Teatret gentænker børneteater ud i byrummet og tager på rundrejse til en række byer i Region Midt med ’Senses of Cities’. I Odder Kommune er der planlagt forestillinger for de kommunale børnehaver samt gratis forestillinger for alle.
Hvor: I Odder centrum
Publikum: Der er lukkede forestillinger for kommunale daginstitutioner samt åbne forestillinger for alle børnefamilier
Pris: De åbne forestillinger er gratis
I samarbejde med: Odder Bibliotek og Odder Teater
Læs mere: hvid-stoj.dk/forestillinger/senses-of-cities

4.-5. november Move for life
På tværs af hele region Midtjylland skal 15.000 mennesker være med til at bevæge sig på nye måder. Med Move for life er Odder Kommune og de øvrige 18 kommuner med til at gentænke bevægelse sammen med DGI Østjylland.
Hvor: forskellige steder i Odder Kommune
Publikum: Det er for alle borgere
Pris: Kommer senere
I samarbejde med: lokale foreninger, DGI Østjylland, alle andre kommuner i Region Midtjylland

18. november SAGN
Oplev en spektakulær forestilling med masser af musik, sang, dans, teater, film og lysshow inspireret af historier om mennesker og livet i Odder. SAGN – En verden af fortællinger handler om de store legender og små hændelser. De historier, som vi alle bærer rundt på, og som blot venter på at blive fortalt. Fortællinger, der trækker tråde til fortiden og drømmer om fremtiden. I mere end tre år har mange af Odders borgere fortalt deres historier. Kunstnere, musikere og instruktører fra otte europæiske lande arbejder med at fortolke fortællingerne og give dem kunstnerisk liv. Kærlighedshistorier bliver omdannet til dans, barndomsminder bliver til kulisser, flugthistorier til musik.
Hvor: Den store forestilling er i VitaPark den 18. november
Publikum: Det er for alle borgere
Pris: kommer senere
I samarbejde med: kunstnerisk direktør: Thea Vesti Pedersen, Sanger og Komponist: Teitur, Operasanger: Andrea Pelligrini, Komponist: Eyvind Gulbrandsen, Danser: Kirstine Hastrup og borgerne i Odder

Foruden de fire større arrangementer er der også andre arrangementer, som borgere og institutioner fra Odder Kommune deltager i:
Small size days
Kulturringen
Demokratistafetten
Smukke og grimme steder
Street attack
Gentænk Landbyen
Gentænk Outdoor