Slut kulturåret med et brag af en gratis fest

Dag, aften og nat genlyder Aarhus af gratis musik, hvor mere end 20 venues byder på musikalske godter: metal, jazz, elektropop, rap, punkrock, klassisk, new folk, elektronisk musik og meget mere.

Allerede fra klokken 14 genlyder Aarhus af gratis musik, når de første bands går på scenen på Godsbanen.

Klokken 17 til 17.30 vises hele afslutningsceremonien i Hvide Sande på storskærm på Aarhus Havn, på Mellemarmen bag Dokk1. I Hvide Sande mødes repræsentanter fra hele Region Midtjylland for at sende positiv energi og kulturel medvind til næste års europæiske kulturhovedstæder, Leeuwarden i Holland og Valletta på Malta. Det sker med et 30-minutters show til lands og vands, med sang og dans af professionelle og lokale performere.

- Publikum kan forvente en fælles, festlig afslutning på vores år som Europæisk Kulturhovedstad. Det bliver anderledes end den store åbningsceremoni. Det bliver mindre, men folk kan stadig forvente at opleve øjeblikke af stor poesi, lys og ikke mindst en fest, hvor vi overlader scenen til dem, der skal bære energien og engagementet fra 2017 videre, siger adm. direktør for kulturhovedstaden Rebecca Matthews.


Efter live streaming af eventen i Hvide Sande fortsætter aktiviteterne på Aarhus Havn, hvor et enestående år mindes i lyd og billeder. Publikum kan desuden glæde sig til at opleve en fortælling, som den aarhusianske digter Mads Mygind har skabt særligt til finalen. Showet varer 20 minutter og afsluttes med to minutters fyrværkeri.

Fest i Aarhus Midtby
Når showet på Aarhus Havn slutter, kan publikum vende sig om og kaste sig ud i festen i hele Aarhus Midtby. En lang række kendte og nye spillesteder slår dørene op til mere end 75 gratis koncerter med danske og internationale bands. I en hyldest til Aarhus’ musikalske DNA samarbejder lokale kunstnere med internationale kusntnere, og vækstlaget spiller sammen med etablerede aktører. I fællesskab præsenteres en bred vifte af musikalske genrer og nye anvendelser af kendte rum. Oplev blandt andet seks udvalgte bands fra Rock The Region Legacy Show 2017, Blue Foundation, belgiske OATHBREAKER og det festlige transgender party band Royal Feet Factory – og meget meget mere.


Væksthusene i Botanisk Have er omdannet til en lysende hyldest til naturens mangfoldighed med installationen Plant et Lys. På Bispetorv optræder vinderen fra Rethink The Hit, Jens Gustav, og unge talenter fra byen. På Officerspladsen serverer BKI kaffe fra hele verden og Aarhus Musikskole stiller op med et familievenligt program. Rundt om i byen kan man opleve dansere i lysende dragter, der som levende lanterner og blinkende skulpturer viser vej i mørket. Festen fortsætter til klokken 07.00. Det fulde program kan ses på www.aarhus2017.dk.

- Vi er meget begejstrede over det tætte samarbejde med musikaktørerne i Aarhus. Musik er en væsentlig del af byens DNA, og vi er fantastisk glade for, at musikaktørerne er med til at markere det med de mange gratis koncerter. På denne måde kommer den sidste del af Aarhus 2017 finalen d. 9. december til at stå som en hyldest til musikken i Aarhus i fortid, nutid og fremtid, siger Rebecca Matthews.