Odder hylder den frie tid

Hvad har vi egentlig at byde på i Odder? En hel masse faktisk, hvis man skal se på det store udbud af aktiviteter og oplevelser, som Odder Gadefestival præsenterer lørdag den 9. september.

Festivalen byder alle aldersgrupper velkomne og lover at gader og torve vil være fyldt med oplevelser for alle sanser. Hele dagen vil der være dans og musik, smagsprøver på lækre lokale råvarer, muligheder for at bygge, snitte og strikke. Male mel og prøve crossfit eller Yoga.

StreetAttack gæster byen og laver både opvisningsshows og workshops, hvor du kan få tricks og ideer til dit skateboard, løbehjul eller BMX. Der er streetfodbold og streetbasket kampe. På Torvet er der lækker mad og scenen fyldt med god musik. Desuden kan man gå på opdagelse i de mange boder med kunsthåndværk, tage en snak med naturfolket, deltage i fotowalk konkurrence, tegne, lave armbånd, spille bold, surfskate, se film og meget mere.

Over 50 aktører og 80 forskellige aktiviteter sørge for, at der er masse af oplevelser for alle aldre.
- Vi er simpelthen så glade for den store opbakning og modtagelse som Odder Gadefestival har fået, både fra de forskellige aktører, som har lavet et kæmpe stykke arbejde for at skabe en spændende festival, fra Køb Odder og Politikerne. Det viser os, at det var det helt rigtige at gøre, at slå vores kultur og naturfestivaler sammen til én stor festival i midtbyen, og at det nogle gange er rigtig godt at gentænke, fortæller leder af VitaPark Stine Jylov, der er en af de drivende kræfter bag festivalen. Hun håber, at festivalen vil tiltrække mange gæster også udefra.

Odder Gadefestival er en ny festival for kultur, natur og street, som Odder Museum og VitaPark er gået sammen om at skabe, i tæt samarbejde med kulturby2017 projektet StreetAttack og Odder kommune.

- Vi har ønsket at Hylde DET FRIE LIV, FRIRUMMET og LEVERUMMET – og alt det vi interesserer os for, bruger tid på og involverer os i, når vi ikke er på arbejde. Vi håber på at Odder Gadefestival bliver en platform, der også for fremtiden kan vise og synliggøre alt det spændende der sker, og alle de spændende mennesker der bor i Odder Kommune, fortæller museumsleder for Odder Museum Klaus Markmann, Som sammen med naturvejleder Ole Sørensen også er nogle af de bærende kræfter bag festivalen.

Fakta

  • Odder Gadefestival 9. september 2017 kl. 10-16 Odder Midtby
  • Det er Gratis adgang for publikum
  • Festivalen er støtte med 30.000 kr. af Odder kommunes Kulturpulje under BUK-udvalget
  • Læs programmet her