kort over parkering

Rådhusparkering bliver grøn

29. august 2018

Odder Kommune, Bymidteforum og rådgivergruppen Hele Landet er i fuld gang med at udarbejde en udviklingsstrategi for Odder bymidte. Projektet støttes af Realdania.
I strategiarbejdet indgår afprøvning af 4 forskellige idéer til byfornyelsesprojekter, også kaldet pilotprojekter. Pilotprojekterne er alle blevet til i samarbejde med Bymidteforum ud fra visionen om Odder som en grøn og levende hverdagsby. 

Det første pilotprojekt er en grøn park (med arbejdstitlen ”Folkeparken”) som skaber forbindelse fra Kvickly-området til Polititorvet og Rosensgade.
Parklandskabet skal bestå af en stiforbindelse fra Nørregade til Odder Å, opholdszoner, som indbyder til ro og samvær, og aktivitetszoner, hvor man kan bevæge sig, lege og lære. 

Når parklandskabet er anlagt, vil Bymidteforum indbyde alle byens borgere og besøgende til at opleve det midlertidige landskab og afholde forskellige aktiviteter.

Der er åbning af Folkeparken lørdag d. 15. september kl. 11-12. Formanden for den politiske styregruppe til bymidteforum Kresten Bjerre (B) åbner parken kl. 11, herefter byder Bymidteforum og Odder Kommune på kaffe og kage, og der er fri leg i parken. Bl.a. udendørs bordtennis og kongespil.

Den grønne bypark skal være etableret i perioden 15. september til 6. oktober. Pga. opbygning og fjernelse af parklandskabet kan det dog forventes, at størstedelen af parkeringspladsen afspærres for biler i 5 uger – i perioden mandag d. 10. september til fredag d. 12. oktober. De resterende parkeringspladser mod Aabygade forbeholdes gæster til Rådhuset, og handicappede henvises til parkeringspladserne mod Rådhusgade.

Rådhusets personale henvises til at parkere andre steder i byen under forsøgsperioden, ligesom der er fundet midlertidige løsninger for kørsel med renovationsbiler og varelevering til Rådhuset. 

Projektgruppen planlægger forskellige evalueringsformer i forbindelse med afprøvningerne, hvor man kan give udtryk for sine oplevelser af de midlertidige byrumseksperimenter. På den måde kan alle være med til at kvalificere byudviklingsstrategien, udpege de vigtigste byfornyelsesprojekter og blive klogere på hvilken form, de skal have. 

Se kort over parkering