Rosensgade i Odder

Udvikling af midtbyen

04. maj 2018

Politikerne er enige om, at der skal ske ændringer i Odder midtby. Byrådet har nu godkendt et kommissorium med det formål at udvikle en strategi for byudviklingen. Samtidig udpegede politikerne på byrådsmødet en følgegruppe, som består af Kresten Toksvig Bjerre (B), Lone Jakobi (A) og Hans Hammann (V), hvor Kresten Toksvig Bjerre (B) er formand. Projektet støttes af Realdania.

På trods af enighed blandt politikerne om, at der skal ske en udvikling af midtbyen, var der frustration at spore flere steder i byrådssalen. En del af politikerne påtalte de tidligere udarbejdede planer over Odder midtby, men udtrykte samtidig et håb om, at der nu bliver gjort noget ved midtbyen. Hvis det hele går som forventet, bliver planen vedtaget i 2019.

Se alle politikernes indlæg på Odder Tv

Logo for Odder NetTV

Indlæg fra byrådssalen

- Lad os nu komme i gang med den midtby. Lad være med at bruge alt for mange år på at lave planer efter planer. Der er brugt rigtig mange penge på planer og skitser, som ikke er blevet brugt. Nu laver vi nogle nye, og jeg håber, at vi får brug for dem, sagde Niels Rosenberg (C)

- Der har været rigtig mange planer, og meget af det tidligere arbejde, er på eller anden måde ikke blevet udført rigtigt og har ikke fået substans. Det vil vi sætte en effektiv stopper for nu, og så gå i aktion og gennemføre nogle konkrete planer, som vi forhåbentlig kan være glade for alle sammen, sagde Kresten Toksvig Bjerre (B)

- Vi skal huske, at vi er en by med mange seniorer, og sådan noget som tilgængelighed kan jeg ikke se nævnt. Jeg ved, at for folk, der kører med el-køretøjer, rollatorer og lignende, er vores midtby en stor udfordring. Så husk nu at byen skal være tilgængelig for alle – også for handikappede og ældre, sagde Marianne Hundebøll (F)

- Det handler om, at vi i byrådet står sammen om at sætte nogle penge af til det. Det er sådan set det, der er det vigtigste, og vi går jo snart til budgetforhandlinger, sagde Elvin J. Hansen (A)

- Det er rigtigt, at der har været mange planer. Jeg håber da ikke, at I starter forfra med nye planer, men derimod ser i de rapporter og planer, der faktisk ligger, sagde Ole Lyngby Pedersen (V)

- En væsentlig del af en midtbyplan er mageskiftet fra letbanen, så er det ikke lidt tidligt at gå i gang med det? Samtidig skal der penge af til det. Vi skal have en økonomisk vilje, til at ville det her. Så jeg kan ikke se, at et kommissorium uden det areal og det arbejdsgrundlag er særligt godt, sagde John Rosenhøj (O)

- Jeg håber, at der er et flertal i den her byrådssal, der vil, at der skal ske noget reel udvikling i vores midtby nu. Det handler om, hvordan vi går til opgaven fremadrettet. Vi ved jo ikke, hvordan vores økonomi kommer til at se ud, men dybest set er det jo forsamlingen her, der beslutter, hvor højt den konkrete udvikling skal prioriteres fremadrettet, sagde Lone Jakobi (A)

- Vi har fået en tilkendegivelse på, at der skal ske noget. Så der er også chance for, at der er nogen, der vil bevillige nogle penge. Så jeg er helt enig, der skal jo penge til, sagde Hans Hammann (V)

Udvalgets kommissorium

For at sikre engagement i og ejerskab til bymidtens udvikling inddrages  forskellige bymidteaktører i udarbejdelsen af byudviklingsstrategi for Odder midtby.

Byudviklingsstrategien skal tjene som ramme for prioritering af aktiviteter og anlægsprojekter i midtbyen i den kommende årrække.

På baggrund af den vedtagne byudviklingsstrategi kan Realdania, fonde og puljer efterfølgende søges om støtte til delfinansiering af aktiviteter og anlægsprojekter i midtbyen.

Læs hele kommissoriet