12 østjyske kommuner hylder ambitiøse iværksættere

27. februar 2019

Odder Kommune inviterer sammen med 11 andre østjyske kommuner netop nu alle iværksættere til at deltage i et helt særligt mentorforløb og muligheden for at vinde 50.000 kroner. Det sker som led i det fælles østjyske forløb, Iværksætterprisen, som de 12 østjyske kommuner i Business Region Aarhus står bag.

Iværksættere står for over 4000 nye job i Østjylland om året, og derfor er de særligt vigtige at støtte. Alene i 2018 steg antallet af nye virksomheder i Østjylland med seks procent – og dermed har Østjylland den højeste rate for etablering af nye virksomheder uden for hovedstaden.

- I Odder Kommune arbejder vi fokuseret med rådgivning og hjælp til iværksættervirksomheder og statistikken viser, at både etablerings- og overlevelsesraten er høj blandt nystartede virksomheder i kommunen. Derfor er vi også særligt glade for at være en del af dette projekt, så endnu flere iværksættere kan få en værdifuld opstart, udtaler borgmester Uffe Jensen (V).

Iværksætterprisen er en hyldest til morgendagens væksteventyr og ved at deltage i forløbet får østjyske iværksættere mulighed for at deltage i et spændende forløb med fokus på udvikling og forretningssans.

Alle iværksættere fra Østjylland kan lægge billet ind på at være med.
Der udvælges 50 iværksættervirksomheder, som får adgang til et målrettet mentorforløb. Iværksætterne kommer til at lære hinanden at kende på tværs og deltager i et forløb, hvor de både møder kreative vanebrydere og får metoder og redskaber til at udvikle deres virksomheder og kundernes oplevelser af deres produkter. De tre bedste iværksættervirksomheder kåres ved et arrangement på Sostrup Slot den 23. maj ’19 og de vinder hver især 50.000 kr.

De 12 østjyske kommuner er: Viborg, Randers, Silkeborg, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs, Skanderborg, Samsø, Odder, Horsens, Hedensted og Aarhus.

Iværksættere kan byde ind på forløbet gennem denne hjemmeside:
klik her