Gåtur ved klippeskrænt på Tunø

2000 nye medaljer: Tunø er klar til påskeferien

05. april 2019

Hvordan får man børn til at stå tidligt op og gå en virkelig lang tur? Man sender dem på skattejagt rundt om øen Tunø.

VisitOdder, tunboerne og Tunøfærgen gentager sidste års succes og inviterer til skattejagt på Tunø i påskeferien: Gå Tunø rundt i den skønneste natur, og find skatten, som er din helt egen medalje.

"Flere og flere vælger oplevelser under åben himmel. Og heldigvis for det. For netop når det gælder smuk og uspoleret natur, autenticitet og fantastisk ø-stemning er Tunø helt i top. Der er ikke noget bedre end at tilbringe nogle vidunderlige timer sammen på øen," siger turistchef i VisitOdder, Helle Berthold Rosenberg.



Giver bedre kendskab til øen


Allerede nu er det muligt at hente et skattekort på færgen til Tunø og tage det med rundt, hvor der venter poster med spørgsmål om stederne. Alle børn og barnlige sjæle, der går Tunø rundt, får en flot Tunø-medalje på Købmandsgården.

Målet er at gøre det sjovt og spændende at lære om øens historie og naturen, der aldrig holder lukket, og at få én på opleveren, uanset om temperaturen viser 12 eller 22 grader.

Turen kommer bl.a. omkring Tunø Kirke, der nok er det eneste sted i verden, hvor det 18 meter høje kirketårn også er fyrtårn, og fugletårnet på "Bjerget", der giver en fantastisk udsigt. Man kan også opleve den smukke natur på Tunø på cykel eller med 'traxa', øens unikke traktorbus.



Få en medalje året rundt


Og fremover bliver aktiviteten et permanent tilbud. 2000 medaljer er indkøbt, så man kan gå sig til en medalje uanset vind, vejr og ikke mindst årstid.

"Vi var positivt overraskede over, at så mange tog turen med færgen sidste år, og derfor har vi besluttet at give endnu flere mulighed for at opleve øen - også uden for skolernes ferier. Det giver god mening, for Tunø er som skabt til børnefamilier med god plads til at glemme alt om hverdagens trummerum, komme helt ned i gear og få en masse kvalitetstid sammen," siger turistchef Helle Berthold Rosenberg.

I påskeferien er prisen for en færgebillet tilmed nedsat til kun 35 kr. for voksne og 18 kr. for børn over 3 år og pensionister - langt under halv pris.

Kaptajnen inviterer gerne børn og barnlige sjæle op på broen.

Transport til og fra Tunøfærgen
• Se færgeafgange fra Hou og Tunø på tunoefaergen.odder.dk
• Bemærk tidlig afgang retur til Hou Havn om mandagen.
Fakta
• Proviantering til madpakker kan købes på Købmandsgården. Det er også muligt at købe et måltid eller varm kakao på gæstgiveriet Det gamle Mejeri.
• Lidt tid er der også til på egen hånd at fange krabber eller lege på legepladsen ved havnen, inden færgen igen går tilbage til fastlandet.

 Foto: Jan Kejser