Indvielse af Renosyds genbrugsplads i Skanderborg, 1989.

40 år med affald

18. september 2019

 Udstilling: Affald og genbrug gennem tiden

I jubilæumsugen har Renosyds genbrugsbutik Værdicentralen åbent som de plejer, men man vil som kunde kunne opleve en særlig udstilling i butikken. Udstillingen tager udgangspunkt i, hvilke materialer og redskaber man brugte og smed ud for 40 år siden og frem til i dag. Formålet er at visualisere, hvordan affald og genbrug gennem tiderne så ud.

"De sidste 10 år har vi sagt "fra affald til værdi", bygget Værdiparken og sat gang i sortering ude hos kunderne i såkaldte "værdibeholdere". Genanvendelsen stiger og stiger. I Værdicentralen langer vi 1,5 ton affald over disken, når butikken har åbent, og vi har et bredt samarbejde med frivillige organisationer om affald til genbrug fra genbrugspladserne." Sådan siger Annemette Fuglsang om rejsen på vej mod mere genbrug, og fortsætter; "Og vi er ikke færdige. Vi har nogle ansvarsbevidste kunder i vores ejerkommuner, men vi kan blive bedre endnu. Visionerne er stadig ambitiøse, og i de næste fire år vil vi sammen med kunderne knække kurven med de stigende affaldsmængder."

Læs ambitionerne i Affaldsplanen for 2019-2022: http://renosydaffaldsplan.dk/

TRASH ART på auktion

I Renosyds jubilæumsuge kan du bl.a. møde billedkunstner Lise Vestergaard oppe i Renosyds genbrugsbutik, Værdicentralen lørdag d. 28. september. Hun er TRASH ART kunstner, og arbejder til dagligt med affald som kunst i hendes værker. Hun vil på dagen færdiggøre et billede lavet på genbrugsartikler fra Værdicentralen, og derefter sælges det på genbrugsauktion.dk. Pengene fra auktionen går til et godt lokalt genbrugsinitiativ, som Værdicentralens kunder skal beslutte ved afstemning.

"Det legende, det bæredygtige og det kreative element har det største potentiale. Og hvorfor ikke skærpe fokus på vores tids klimaudfordring gennem kunsten som formidler og bringe et seriøst budskab med sjæl, og med et glimt i øjet," spørger Lise Vestergaard, og hun svarer også gerne, når hun besøger Værdicentralen lørdag d. 28. september.

Du kan også tage dine æbler fra haven med på genbrugspladsen i Odder og Værdiparken i Skanderborg i weekenden i jubilæumsugen. Renosyd stiller en frugtpresser til rådighed, og svarer samtidig gerne på spørgsmål om sortering, genbrug og meget andet.

Kontakt

For yderligere information omkring denne pressemeddelelse kontaktes:

Direktør i Renosyd Annemette Fuglsang: E-mail:af@renosyd.dk, Telefon: 86 52 52 11.

Tidsramme for TRASH ART

28. oktober–4. november: Kunderne i Værdicentralen kan stemme på det bedste genbrugsinitiativ.

4. november: Genbrugsinitiativ, der har vundet, kontaktes.

5. november: Auktionen starter på genbrugsauktion.dk – private og virksomheder kan byde på Lise Vestergaards billede.

12. november: Der lukkes for bud og køberen kontaktes.

13. november: Køberen af billedet overrækker donation til det lokale genbrugsinitiativ.

Most dine æbler: I dag æbler i haven – i morgen most i maven

28. september: Fra kl. 10-14.00 kan du komme forbi Værdiparken i Skanderborg og moste dine egne æbler fra haven.

29. september: Fra kl. 10-14.00 kan du komme forbi Odder genbrugsplads og moste dine egne æbler fra haven.

Renosyd stiller kværn og presser til rådighed, og medarbejdere står klar til en snak.