Afslutning for Før SOSU elever i byrådssalen

24. januar 2020

- Gud hvor er jeg stolte af jer, og hvor er I bare mega seje!

Sådan lød det, da Charlotte Karlsen fra Jobcenter Odder og Lisbeth Riis Jensen fra Sundhed og Omsorg holdte afslutning for deres elever fra Før SOSU Odder. Eleverne har netop afsluttet et forløb på 4 måneder, hvor de har afprøvet jobbet som SOSU-hjælper i praksis og skal nu træffe valget, om de skal fortsætte på den videre uddannelse som voksenelev.

Brug for flere hænder

Med et stigende antal ældre er der et stort behov for flere medarbejdere i kommunens plejecentre og i hjemmeplejen. Derfor arbejder Sundhed og Omsorg og Jobcenter Odder nu sammen om et Før SOSU forløb i Odder, hvor ledige over 25 år har mulighed for at afprøve jobbet som social- og sundhedshjælper.

- Det har været et rigtig godt forløb, og vi har modtaget både ros og tak for indsatsen fra de steder, hvor eleverne har været i praktik, siger Charlotte Karlsen fra Jobcenter Odder og fortsætter:

- Jeg ved, at alle har truffet valget om at fortsætte på den videre uddannelse. Som voksenelev i Sundhed & Omsorg modtager man voksenelevløn, hvilket giver flere af de ældre ledige mulighed for at skifte til en ny branche.

Uddannelsen varer 1 år og 7 måneder og afvikles lokalt i kommunen.

Næste skridt

For alle eleverne fra Før SOSU Odder er kursen lagt fast, og flere har allerede i denne uge taget hul på uddannelsen som SOSU-hjælper som voksenelev.

- Før SOSU forløbet har været en stor øjenåbner for mig, og jeg kan mærke, at det er det her jeg gerne vil. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med uddannelsen som SOSU-hjælper, og jeg glæder mig til at få mere viden og en faglig ramme på det, som vi har arbejdet med de seneste 4. måneder, siger elev fra Før SOSU Odder Nina Langberg Larsen.

Heller ikke holdets yngste deltager Katrine Krag Højland er i tvivl om, hvilken vej hun skal gå:

- Jeg har altid gerne ville arbejde i hjemmeplejen. Det løfter en op, og man kan virkelig mærke at man gør noget godt. Det har været et rigtig godt forløb vi har været igennem. Man bliver modnet, og det får en til at tænke anderledes. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på uddannelsen.

Du kan læse meget mere om Før SOSU Odder her.