Illustration af Bofællesskabet Kløverbakken

Bæredygtigt bofællesskab på vej

11. december 2020

I oktober blev en storparcel ved Bendixminde udbudt til salg, blandt andet med den forudsætning at køberen skulle lave et bæredygtigt byggeri i området. Det udbud er nu afgjort, og vinderen er Bofællesskabet Kløverbakken i samarbejde med Brdr. Thybo Ejendomsudvikling, Jakobsen Huse og arkitektfirmaet Flæks.

”Vi er helt vilde af begejstring – det er en drøm der bliver til virkelighed. Og så er vi glade for at vi kan være med til at trække Odder Kommune i en mere bæredygtig retning,” siger Jens Bruun Larsen, den ene af de tre stiftere af Kløverbakken.

Også på rådhuset er der glæde over at byggeriet på storparcellen ved Bendixminde nu kan gå i gang.

”Vi har fået to gode bud, men det her var det bedste. Det er et spændende projekt der med sit fokus på bæredygtighed og fællesskab kommer til at passe godt ind i et i forvejen flot område,” siger kommunaldirektør Henning Haahr.

Du kan læse mere om Bofællesskabet Kløverbakken på fællesskabets hjemmeside.