Mand og dreng går tur med hund

Børns Voksenvenner etablerer sig i Odder

08. april 2019

Overalt i Danmark findes der børn med behov for en voksenven. Også i Odder. Derfor har foreningen Børns Voksenvenner indledt et samarbejde med Odder Kommune og vil nu etablere en Odder-afdeling. Foreningen søger lokale frivillige, som vil være voksenvenner og som vil hjælpe med at skabe venskaber i lokalområdet.

Organisationen har fået henvendelser fra området og vil nu gøre en indsats for at imødekomme efterspørgslen. I første omgang søger Børns Voksenvenner frivillige matchere med en børne- eller socialfaglig baggrund, som er med til at formidle venskaberne. Men også frivillige voksenvenner –særligt mænd – og familievenner er på ønskelisten.

Der er informationsmøde om Børns Voksenvenner den 30. april kl. 17-18 i cafeen i Frivilligcenter Odder. Tilmeld dig på e-mail: sn@voksenven.dk.

 

Samarbejde med Odder Kommune


Børns Voksenvenner har indledt et samarbejde med Odder Kommune om at udbrede kendskabet til foreningen i håb om, at frivillige melder sig på banen. Direktør for Børn, Unge og Kultur i Odder Kommune Karsten Poulsen siger om samarbejdet:
”Børns Voksenvenner er et godt tilbud til mange af de børn, som ikke har en diagnose, men som savner en ekstra voksen. Det kan være et godt tilbud til enlige og til familier med børn. Som kommune vil vi desuden gerne medvirke til at udbrede kendskabet til Børns Voksenvenners tilbud blandt fagpersonale som lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgivere,”siger han.

 

Matchere skaber venskaber


Hvis man gerne vil bruge en børne- eller socialfaglig baggrund (fx som pædagog, socialrådgiver, psykolog, lærer eller sygeplejerske) i en frivillig indsats, så er Børns Voksenvenner en oplagt mulighed for at kunne gøre en stor forskel. En af de væsentligste opgaver for matchere er at tage på hjemmebesøg. Både hos voksne, som ønsker at blive voksenvenner og hos børn, som ønsker sig en voksenven. Efter hjemmebesøg og en godkendelsesproces er matcherne med til at finde ud af, hvilke børn og voksne, der passer godt sammen ud fra interesser, geografi, personlighed osv. Områdeleder Søren Nyskov uddyber:
”Den grundige matchningsproces er vores varemærke, og den er med til at skabe gode og holdbare venskaber til glæde for begge parter. Vi er altid to matchere, der tager på hjemmebesøg sammen, og det er en indsats, som skaber både glæde og mening.”



Forebyggende indsats


Erfaringen med voksenvenskaber er, at de kan være en forebyggende indsats for sårbare børn, vurderer Søren Nyskov:
”Vi er ikke et alternativ til et kommunalt behandlingstilbud, og vi kan ikke tilbyde børn med en behandlingskrævende diagnose et venskab. Det skal der fagfolk til, og vore frivillige voksenvenner har ikke nødvendigvis denne faglige baggrund. Men vi har erfaring med, at vi kan hjælpe børn med et spinkelt voksennetværk med at opbygge livsglæde og selvværd. Og give dem en masse gode oplevelser.”



Voksenvenner og familievenner


Foreningen søger ikke kun matchere, men også personer, som kunne tænke sig at være voksenvenner eller familievenner.
Søren Nyskov forklarer om de to muligheder:
”Et voksenvenskab er en 1-1 relation imellem et barn i skolealderen og en voksen. Et familievenskab er for familier – ofte enlige forsørgere -, som typisk har mindst et barn under skolealderen og som godt kunne tænke sig en ’ekstra voksen’. Eller en ’reservebedste’.”

 

Et pusterum til hele familien


Grunden til, at familier søger en voksenven eller familieven kan være mange. Det kan for eksempel være på grund af skilsmisse, svær sygdom eller handicap i familien.
”En voksenven kan give børn mere overskud og selvværd. Det bliver lettere for dem at trives i skolen og de får styrket deres social kompetencer. Og så får de typisk en masse gode oplevelser,” fortæller Søren Nyskov og peger på, at et alternativ kan være at søge en familieven: ”Familievennen kan være den person, der giver hele familien et pusterum. Som enlig forælder kan det være fantastisk pludselig at have en at dele små og store oplevelser med.”


Mænd er i høj kurs


Ofte er det enlige mødre, som søger en mandlig rollemodel til en søn. Derfor søger foreningen særligt mænd mellem 20-60 år, som har en ren børne- og straffeattest samt tid og overskud til at ses med et barn nogle timer 2-4 gange om måneden. Indholdet i venskabet er typisk hverdagsting som at spille et spil, se en film, snakke, lave mad eller gå en tur. Og så måske tage på en udflugt, i biffen eller i svømmehallen en gang imellem. Det bestemmer venneparret selv.


Kontakt Leder af Områdekontor Midtjylland Søren Nyskov på tlf. 2830 6216 eller se mere på voksenven.dk


FAKTABOKS

Hvad kræver det at blive matcher?
• En børne- eller socialfaglig baggrund
• Godt kunne lide at snakke med mennesker
• Være villig til at tage på hjemmebesøg
• Følordning med en erfaren matcher
• Et kursus for nye matchere
• Du skal kunne fremvise en ren straffe- og børneattest.


Hvad kræver det at blive voksenven eller familieven?
• Du skal kunne fremvise en ren straffe- og børneattest.
• Du har tid i hverdagen til at mødes med et barn et par timer 2-4 gange om måneden.
• Du har psykisk og fysisk overskud til at være en ekstra voksen i et barns liv.
• Inden du bliver godkendt, skal du være indstillet på at gennemgå et screenings-interview, et hjemmebesøg af to matchere samt at deltage i et voksenven-kursus.
• Når du er godkendt og matchet med et barn, skal du deltage i et par årlige netværksmøder med andre voksenvenner i Børns Voksenvenner, hvor I udveksler erfaringer.
• Du har lyst til at gøre en frivillig indsats, som gør en kæmpe forskel for et barn.