Plejecenteret på Bronzealdervej

Besøgsrestriktioner på plejehjem ophæves

15. februar 2021

Fra i dag, mandag den 15. februar, er der ikke længere besøgsrestriktioner på plejehjemmene i Odder. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed meddelt Odder Kommune. Det var samme styrelse, som den 18. december pålagede kommunen om blandt andet at begrænse antallet af besøgende på plejehjemmene til højest tre nære pårørende. Men de restriktioner bliver nu løftet.

Det er dog vigtigt at påpege, at restriktionerne i samfundet generelt stadig gælder på plejehjemmene. Samtidig er der en række retningslinjer, der skal overholdes, hvis du besøger for eksempel et familiemedlem på et plejehjem. Dem kan du læse her.

Styrelsen for Patientsikkerhed skriver om ophævelsen:

”Der er ved beslutningen om ophævelse af påbuddet lagt vægt på, at mere end 80 % af plejehjembeboerne er færdigvaccinerede mod covid-19. Ved påbud om besøgsforbud/besøgsrestriktion på det enkelte plejehjem, vil dette påbud fortsat være gældende selvom den generelle besøgsrestriktion ophæves i kommunen.”

I forbindelse med ophævelsen har vi skrevet brev til pårørende og andre, der skal på besøg på plejehjemmene. Det kan du finde her.